Roser til TV 2s nye kanal – og mange forslag til emner til TV 2 Fri og til ”Frihuset”.
Selv om TV 2 Fri er en helt ny kanal, som det varer lidt tid, inden alle finder på fjernbetjeningen, har kanalen allerede fået en hel del kommentarer – langt de fleste er positive – og forslag fra seerne. Og herudover har kanalen på baggrund af første dags udgave af ”Frihuset” fået sin første anmeldelse.
Den kom fra Ekstra Bladets Johanne Hauch Jensen, som giver tre stjerner og bl.a. skriver:
”Det er altid befriende at se folk, der er nørdede omkring deres hobby og arbejde. Og husbiologen Flemming Rune er jeg helt pjattet med. For han står ikke bare og hyggesnakker og leger hyggeekspert – han ved rent faktisk noget og er helt entusiastisk omkring den uglekasse, som der måske er ugler i om et halvt år. Hvis vi er heldige. Vi har ikke travlt.”
Ros, kommentarer og forslag
Fra seerne er det strømmet ind med mails med især ros og forslag til programmet. Og allerede lørdag – dagen inden premieren – sendte Allan Cardow et flot billede af Frihuset og følgende kommentar:
”Jeg kom lige forbi Dejligheden med TV 2 Fris skønne hus og kunne ikke lade være med at tage dette billede af huset. I ønskes held og lykke med den nye kanal/program, som vi glæder os til.”
Herunder uddrag af andre mails fra TV 2 Fri-seerne:
”Sidder og ser premieren på jeres nye kanal og synes, det er dejligt med alle de skønne mennesker og ting, de kan, men hvor er den person, der skal vise os håndarbejdstosser noget om håndarbejde? Der mangler en til at strikke, hækle, sy og alt muligt håndarbejde – for tro mig: Vi er rigtigt mange, der sidder med noget i vores hænder, hver gang vi har en fri stund. Så svigt os ikke.”
Kvindelig seer
”Hermed en kæmpe cadeau til jer for det nye TV 2 Fri. Det er simpelthen det bedste tv, der er blevet budt på i umindelige tider. Tak for det!”
Kvindelig seer i Silkeborg
”Først tak for TV 2 Fri. Virkelig en lækker hyggekanal, som tv’et har manglet. Jeg er 28, og kanalen falder helt i min ånd og synes på ingen måde, den er 'for' hyggelig, som Ekstra Bladet skriver. Jeg ser virkelig frem til at følge jer – har allerede skrottet en masse andre programmer til jeres fordel.”
Mandlig seer
”Rigtig dejlig kanal. TV 2 Fri handler om alt det, vi går og beskæftiger os med, når vi har fri. Jeg har ønske om et bredere programvalg – hvad med naturfilm fra Skandinavien, camping, bilmagasin, reparationer i hjemmet etc. Der er nok at tage fat på, men det kommer måske, når TV 2 Fri har kørt lidt tid.”
Mandlig seer
”Jeg havde da glædet mig sådan til, at tv-værtinderne ville tale lidt langdommere og ikke i munden på hinanden. Det kunne da være dejligt, når de nu er flyttet ’på landet’.”
Kvindelig seer
”Jeg sender denne mail, fordi jeg i dag har set jeres nye kanal, og jeg synes, det lyder til at blive et spændende og hyggeligt program. Det er rart med et program, hvor der endelig er tid og fordybelse.
Med hensyn til det nye program så jeg, at der kommer indslag om jagt og fiskeri meget for mænd. Jeg ved, at for mange af os kvinder er håndarbejde en stor hobby og glæde. Det kunne være rart, hvis der kunne komme indslag om netop det. Jeg så også, at der kommer meget om have - godt for dem, der har have - men jeg har en overdækket altan, hvor der er meget varmt om sommeren. Jeg kunne godt tænke mig, at I tog det emne op - hvad kan der gro på en varm altan?
Kvindelig seer
”Jeg har i dag fulgt premieren på TV 2 Fri med stor interesse. Vi er mange, der er spændt på indholdet, og indtil videre tegner det jo rigtigt godt. Det falder godt i tråd med de mange danskere, som er aktive spejdere, og som bruger meget af vores fritid i naturen etc. Så mit personlige håb er, at denne tv-kanal kan inspirere til spændende spejderaktiviteter.”
Kvindelig seer
”Super, tillykke med det nye program - det ser indtil videre meget lovende ud.”
Mandlig seer
”Tak for en god ny kanal, TV 2 Fri. Det var spændende at følge med, og det ser ud til, at jeg får mange gode timer med den kanal. En ting, som ville være rigtig godt at supplere med, kunne være noget for os midaldrende, som kører motorcykel. Motorcykel er vel den ultimative frihed.”
Mandlig seer
”Jeg har set frem til at se jeres nye kanal og har glædet mig, hver gang jeg så jeres reklame. Jeg var så inde i dag, mandag, og se efter kanalen igen, men der var ingen TV 2 Fri. Nu fik jeg en mistanke om, at min distributør ville tjene penge på jer - og ja, det var også sandt. For at jeg skal kunne se jeres ny kanal, skal jeg opgradere min pakke og til at betale mere til dem.
Synes I, de skal have lov at udnytte jeres ny kanal. Jeg er ikke den eneste, og det er bare ikke okay.”
Kvindelig seer