
Musikglade danskere festede løs til Top Charlie i Parken, hvor en række af dansktoppens største navne optrådte.
Der blev festet, grint og danset på livet løs under ”Top Charlie i Parken”. (Fotos: Per Arnesen / TV 2)
Der blev festet, grint og danset på livet løs, da TV 2 Charlie lørdag 18. maj for tredje år i træk holdt ”Top Charlie i Parken”. De to værter, Keld Heick og Anne Herdorf, styrede slagets gang med sikker hånd foran et veloplagt publikum til den to timer lange og udsolgte koncert, der trak 4.500 danskere til Parken.
Danmarks største dansktopfest bød på optræden af solister som Birthe Kjær, Walkers, På Slaget 12, Fede Finn og Funny Boyz samt Keld og Hilda, der var akkompagneret af husorkesteret Sweetshearts, hvor en energisk Pernille Højmark fik plænen til at hoppe af begejstring.
Andrea Berg på scenen i Parken.
Den populære tyske schlager-stjerne Andrea Berg optrådte med hits som ”Du hast mich tausendmal” og ”Flieg mit mir fort”.
Dansk Grand Prix-sejr samme aften
Den festlige folkefest faldt i år sammen med en dansk sejr i Europæisk Melodi Grand Prix, da Emmelie de Forest vandt den store musikkonkurrence med ”Only Teardrops”.
- Jeg synes, det var en fantastisk aften, som ”Top Charlie i Parken” også har været de tidligere år. Publikum var glade og feststemte, hvilket gjorde koncerten ekstra festlig, siger Keld Heick og fortsætter:
- Prikken over i’et var selvfølgelig, at vi lige akkurat nåede at se afstemningen ved det internationale Grand Prix, hvor Danmark og Emmelie de Forest vandt. Og så var den aften i hvert fald helt fuldendt.
Birthe Kjær og Keld Heick under "Top Charlie i Parken".
Kandis sluttede ”Top Charlie”-aftenen af med bl.a. numrene ”Du betyder mere end du tror” og ”En lille ring af guld”.
”Top Charlie i Parken 2013” kan ses på TV 2 Charlie fredag 31. maj kl. 20.40 – og kan også ses på skærmen søndag 2. juni og søndag 9. juni.