Thomas Uhrskov til TV 2 Fri

08. februar 2013;
Af: TV 2 Kommunikation

Den kendte tv-vært og tilrettelægger vender tilbage til TV 2, hvor han skal være en af værterne i Frihuset.

Thomas Uhrskov vender tilbage til tv for at blive vært på TV 2s nye fritids- og friluftskanal TV 2 Fri, der går i luften søndag 5. maj. (Foto: Helle Schjønning)

Nok er det alpint skiløb, Thomas Uhrskov er mest kendt for. Men den store have hjemme i Humlebæk – med bl.a. den store pizza-stenovn, drivhus, bistader, svævebane, legehus og høns – vidner om, at Thomas Uhrskov også på mange andre områder er et menneske, der holder af udelivet og dyrker fritidslivet.

Og fra maj vender han tilbage til tv for at blive vært på TV 2s nye fritidskanal, TV 2 Fri, der går i luften søndag 5. maj.

Thomas Uhrskov bliver – sammen med Cecilie Hother og yderligere to værter, som ikke er offentliggjort endnu – vært på det daglige og direkte to-timers-program Frihuset om hus og have, om dyr og natur, om vejr og om meget mere af det, der optager danskerne i deres fritid.

- Jeg spiller ikke lotto, alligevel føler jeg, at jeg har vundet den store gevinst. Det er en enorm glæde at få lov til at være med til at udvikle en ny tv-kanal, hvor det er nogle af tilværelsens væsentlige værdier og ikke blinkende lamper og højt klippetempo, der er omdrejningspunktet, siger Thomas Uhrskov og fortsætter:

- At forløse journalistiske ambitioner med skruemaskiner, pizzabagning, bænkebidere og god tid til at tale sammen finder jeg umådeligt spændende. Jeg synes bare, der er alt for lang tid til maj, siger Thomas Uhrskov, hvis rekord i pizzabagning i stenovnen i øvrigt lyder på 94 pizzaer på to timer!

Thomas Uhrskov er bedst kendt fra tre sæsoners skiprogrammer på TV 2 med titlen ”På ski”, men før den tid var han også bl.a. ansat på TV 2|NYHEDERNE og vært på 18-NYHEDERNE i en kort periode. Siden har han også lavet tv om kommunalreformen til DR2, lavet fem skiprogrammer til DK4 og har – i sit eget produktionsselskab – udgivet film, e-bøger, holdt foredrag mv.

Thomas Uhrskov er 54 år og gift, og sammen med hustruen Helle Schjønning har han to piger på 16 og 11 år og en dreng på 10 år.

”Indbegrebet af en TV 2 Fri-vært”
TV 2 Fri-redaktør Micha Barken-Fuglede er begejstret for, at Thomas Uhrskov har sagt ja til TV 2s nye kanal.

- For mig er Thomas Uhrskov indbegrebet af en TV 2 Fri-vært – en ildsjæl med humor, entusiasme og et smittende engagement, når han fortæller, og når han lader sig oplyse af eksperter og rådgivere. Thomas er i øjenhøjde med seerne, og jeg ved, han vil appellere til både kvindelige og mandlige seere, siger Micha Barken-Fuglede.

Udsendelserne fra Frihuset skal produceres af produktionsselskabet Eyeworks. TV 2 har allerede indgået en lang række distributionsaftaler for TV 2 Fri, bl.a. YouSee, Stofa, Viasat, Canal Digital, TDC TV, Waoo! og en lang række antenneforeninger. Der er fortsat forhandlinger med flere distributører.

 

 

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}