
Kombinationen af gratis vaccine og forstærket oplysning har givet kraftig vækst i antallet af vaccinerede mod livmoderhalskræft.
Direktør Leif Vestergaard Pedersen, Kræftens Bekæmpelse, og programdirektør Palle Strøm, TV 2, stod i spidsen for beslutningen om den store oplysnings- og indsamlingskampagne Knæk Cancer. (Fotos: Per Arnesen / TV 2)
Antallet af 20-27-årige kvinder, der er blevet vaccineret mod HPV, er mere end tredoblet, siden vaccinen blev gratis, viser helt nye tal fra regionerne. Ved udgangen af 2012 var cirka 56 procent i målgruppen blevet vaccineret – inden vaccinen blev gratis, var det ca. 17 procent.
- Det er vældig vigtigt, at de unge kvinder bliver vaccineret mod HPV. Derfor er det også meget glædeligt, at vi nu kan se, at så mange har taget imod tilbuddet om den gratis vaccine, siger Iben Holten, der er overlæge og projektchef i Kræftens Bekæmpelse.
Hun er ikke i tvivl om, at stigningen skyldes både det gratis tilbud og øget bevidsthed, og over for Morgenavisen Jyllands-Posten giver hun intensiverede informationskampagner og målrettede budskaber på bl.a. Facebook og i tv-indslag sin del af æren for stigningen.
Den historiske udvikling af en vaccine mod livmoderhalskræft var et af de vigtige budskaber under TV 2s store Knæk Cancer-kampagne i efteråret 2012.
Overlæge Susanne Krüger Kjær, Kræftens Bekæmpelse, fotograferet ved TV 2s pressemøde om Knæk Cancer.
På TV 2s pressemøde om Knæk Cancer-ugen fortalte overlæge Susanne Krüger Kjær (billedet), Kræftens Bekæmpelse, bl.a. om udviklingen af vaccinen.
"Kom i gang"
Iben Holten opfordrer de kvinder, som endnu ikke har fået de tre stik, til at komme i gang hurtigst muligt:
- Det er nu, muligheden er der for at få vaccinen gratis. Vaccinen forebygger langt de fleste tilfælde af livmoderhalskræft, men virker også mod flere andre kræftformer, siger hun.
Skal man nå alle tre stik, mens vaccinen er gratis, kræver det, at man går i gang senest 1. juli. Tilbuddet udløber med udgangen af 2013. Resten af året vil Kræftens Bekæmpelse derfor arbejde på at få endnu flere til at tage imod den gratis vaccine.
Der er ikke de store regionale forskelle på andelen af vaccinerede, men nogle kommuner stikker ud – enten fordi meget få er blevet vaccineret, eller fordi mange er.
Vaccinationsprocenterne er beregnet på baggrund af tal fra Statens Seruminstitut og regionerne, og man kan se tallene for de enkelte kommuner her.
Læs alle artiklerne om Knæk Cancer her