
234.000 danskere tunede onsdag 21. marts ind på TV 2 Charlie for at se ”Talkshowet Meyerheim”.
Dansk teaters førstedame Ghita Nørby besøgte Michael Meyerheim i hans talkshow og fortalte åbenhjertigt om ændringerne i hendes privatliv. (Foto: Per Arnesen / TV 2)
”Talkshowet Meyerheim” er i helt forrygende form, og onsdag 21. marts fik programmet seerrekord, da 234.000 danskere så med på TV 2 Charlie.
I programmet, hvor Michael Meyerheim fik besøg af bl.a. Sepp Piontek, Maria Montell og Tomas Villum Jensen, fortalte en åbenhjertig Ghita Nørby også for første gang om skilsmissen med Svenn Skipper, som hun har været gift med i 27 år. Og det valgte altså 234.000 seere at følge.
Tallet er det højeste seertal for ”Talkshowet Meyerheim” nogensinde og placerer samtidig programmet som årets næstmest sete program på TV 2 Charlie, kun overgået af premieren på ”Jarls Quizshow”, der havde 290.000 seere.
”Talkshowet Meyerheim” har været vist på TV 2 Charlie siden 2006 og havde sidste år sin bedste sæson med 169.000 seere i gennemsnit.
Ny fremgang for TV 2 Charlie
De gode seertal kommer samtidig med, at TV 2 Charlie oplever fortsat fremgang. Kanalen er i flere uger i 2012 Danmarks fjerdestørste tv-kanal efter TV 2, DR1 og TV3.
Det er især TV 2 Charlies egenproduktioner som ”Jarls Quizshow", "Stygge Ulf", "Talkshowet Meyerheim", "Sommersang i Mariehaven" og ”Top Charlie”, der sikrer kanalen sin aktuelle fremgang.
Danmarks "Mr. Talkshow", Michael Meyerheim, får roser af Politikens tv-anmelder.
Anmelder-ros til Michael Meyerheim
Politikens tv-anmelder Torben Bille har set de to seneste udgaver af "Talkshowet Meyerheim", og han skriver i sin anmeldelse, at han "hver gang er blevet mindet om Meyerheims intuitive respekt for pauserne, og hvad de kan føre til". Og Torben Bille fortsætter:
"Han kender samtalens åndedrag. Og så er han høflig uden at være føjelig.
F.eks. havde han Ghita Nørby i sofaen. Emnet var livet efter en medieeksponeret skilsmisse. Skuespilleren lagde - måske af usikkerhed, for det var tunge emner, der skulle gøres lettere - ud som medievant diva med at forelæse for publikum (som man i øvrigt aldrig ser).
Umærkeligt, men sikkert, fik Meyerheim hende til at glemme at være på for i stedet at træde frem som en kvinde, der afspejlede smerte og selvironi midt i en livskrise. Der blev stille i studiet, da hun fortalte om, hvor dårlig hun havde været til at kæmpe for sine parforhold."
Torben Bille slutter sin anmeldelse i Politiken således:
"Det er jo - som en veloplagt og afslappet Sanne Salomonsen sagde - sådan, 'at det, man sender ud, er det, man får tilbage'. Det er derfor, talkshowværter kommer og går, men Meyerheim består. Det eneste grå ved ham er hans hår."