Jarl overtager Charlie-rekord

14. februar 2012;
Af: TV 2 Kommunikation

”Jarls Quizshow” er nu den mest sete egenproduktion på TV 2 Charlie. Danske film og underholdningsprogrammer gjorde sidste uge til Charlies næstbedste nogensinde.

Jarl Friis-Mikkelsen er vært i "Jarls Quizshow". (Fotos: Per Arnesen / TV 2)


Jarl Friis-Mikkelsen og ”Jarls Quizshow” er nu indehaver af titlen som TV 2 Charlies mest sete egenproduktion nogensinde. Det står klart, efter at programmet søndag 12. februar blev set af 290.000 danskere.

Dermed overgik ”Jarls Quizshow” den hidtidige rekord for en egenproduktion, som ”Top Charlie i PARKEN” satte i maj 2011 med 274.000 seere.

Jarl Friis-Mikkelsen siger:

- Det er da fantastisk at slå rekorden. Vi mærkede allerede, da vi producerede programmerne, at der var en rigtig god stemning omkring dem. Det lader til, at vi deler den oplevelse med rigtigt mange mennesker – og vi kan heller ikke vente med at lave nogle nye programmer...

- Jeg tror, successen skyldes den gode cocktail af høj stemning, dét at man kan gætte med derhjemme og så et rigtig godt husorkester ved Jeanett Albeck, som får nye sider frem af den gamle musik.

Jarl Friis-Mikkelsen sammen med kapelmester Jeanett Albeck og de to øvrige musikere i hendes trio.


”Jarls Quizshow” indtager samtidig en fjerdeplads på all time high-listen over Charlie-programmer, hvor førstepladsen stadig indehaves af Morten Korch-klassikeren ”Manden på Svanegården” med en tilslutning på 355.000 seere. Denne film blev sendt i påsken 2011.

Næstbedste uge nogensinde
Med nye udgaver af ”Jarls Quizshow”, ”Top Charlie” med Keld Heick og ”Talkshowet Meyerheim” med Michael Meyerheim og en række danske film fik TV 2 Charlie i sidste uge sin næstbedste uge nogensinde.

TV 2 Charlie opnåede en kommerciel seerandel blandt danskere over 50 år på 14,9 procent. Rekorden stammer fra sidste års påskeuge – med 15,6 procent i kommerciel seerandel.

Blandt alle danskere var TV 2 Charlie i sidste uge Danmarks fjerdestørste kanal – kun et mulehår efter TV3. TV 2 Charlie stod i sidste uge for 4,6 procent af danskernes tv-sening, mens TV3 stod for 4,8 procent af seningen.

--------------------

Læs også:

Musik og quiz hitter på Charlie

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}