TV 2 i partnerskab om BEEP 2011

07. september 2011;
Af: TV 2 Kommunikation

11. til 13. november åbnes dørene for Danmarks største begivenhed inden for forbrugerelektronik og digital underholdning – og TV 2 er med.


TV 2 er med, når danskerne til november får mulighed for at besøge en verden med utrolige gadgets, finurlig underholdning og de sidste skrig inden for den elektroniske verden – det hele samlet under ét tag. 11. til 13. november åbnes dørene for Danmarks største begivenhed inden for forbrugerelektronik og digital underholdning – BEEP 2011.

- BEEP 2011 bliver det helt store samlingspunkt for alle de danskere, der interesserer sig for gadgets, og derfor er det også interessant for TV 2 at være med. TV 2s deltagelse i messen styrker vores redaktionelle dækning på gadgetwebsitet beep.tv2.dk, og samtidig får vi mulighed for at møde brugerne ansigt-til-ansigt ude på messen, siger Jacob Fischer-Nielsen, kommerciel marketingchef på TV 2.

Messen finder sted i Bella Center 11 - 13. november 2011, hvor der vil være en unik mulighed for at afprøve tidens digitale og elektroniske trends, samt at få en forsmag på, hvad fremtiden byder. Over 30.000 gæster forventes at besøge messen over tre dage, hvor man kan opleve alt fra de nyeste skærme, computere og smartphones til det seneste inden for lyd, computerspil og software.

TV 2s engagement i BEEP 2011 er en del af TV 2s strategi for kommercielle partnerskaber, der bl.a. også omfatter den årlige messe ”LEGO World”.

Læs mere om BEEP 2011 på beep.tv2.dk og på digitalmessen.dk.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}