
Cecilie Frøkjær, Adam Price og Puk Elgård er blot nogle af de navne, som seerne kan glæde sig til at møde som gæstepaneldeltagere i den nye sæson af ”Spørg Charlie”.
Michael Meyerheim står igen i spidsen for en ny sæson "Spørg Charlie", som denne gang byder på en række gæstepaneldeltagere ud over det faste panel. (Foto: Per Arnesen / TV 2)
Når Michael Meyerheim til efteråret blænder op for en helt ny sæson af ”Spørg Charlie”, er det faste hold af paneldeltagere bestående af Pernille Højmark, Jacob Haugaard, Jens Gaardbo, Jacob Haugaard, Niels Hausgaard, Ulla Terkelsen og Signe Svendsen suppleret med en række nye kendte gæstedeltagere. Sammen giver de svar og gode råd på spørgsmål og dilemmaer fra seerne. Studieværten Puk Elgård er af sæsonens nye kendte ansigter:
- Jeg sagde ja til at være med i ”Spørg Charlie”, fordi jeg godt kan lide dilemmaer. Jeg har prøvet mange ting i mit liv, og jeg kan godt lide at hjælpe andre. Jeg er selv typen, som venner og familie betror sig til, og jeg er som regel den første, der ved, om nogen i omgangskredsen er gravid, syg eller skal skilles. Der er ikke noget, der kan chokere mig, og netop derfor ved folk, at de er trygt kan komme til mig. Jeg synes, det var sjovt at være med, og de faste paneldeltagere var gode til at give plads, fortæller Puk Elgård.
Og vært Michael Meyerheim er enig i, at Puk gjorde en god debut:
- Puk klarede det som om, hun altid havde lavet ”Spørg Charlie”. Hun har en fin menneskelighed og er rigtig god til at sætte ord på, når hun skal tage stilling til spørgsmålene, siger vært Michael Meyerheim.
Puk Elgård fik assistance af Pernille Højmark, Niels Hausgaard og Jacob Haugaard, og sammen skulle de forsøge at løse seernes spørgsmål: findes der mon en god måde at håndtere et uønsket overskæg på - hvis overskægget tilhører ens nye kvindelige bekendtskab? Og hvordan hjælper man bedst sin 22-årige søn, hvis man har mistanke om, at han både er stofmisbruger og småkriminel?
Hans Pilgaard er gæstepaneldeltager i denne sæsons første afsnit af "Spørg Charlie", som vises onsdag 24. august. (Foto: Per Arnesen/ TV 2)
I sæsonens første afsnit af ”Spørg Charlie” får Michael Meyerheim, Pernille Højmark, Signe Svendsen og Jens Gaardbo besøg af tv-vært Hans Pilgaard, og sammen diskuterer de bl.a., om man må "stjæle" hinandens venner, og om det er god eller dårlig skik at have fjernsynet kørende, når man har gæster?
”Spørg Charlie” har premiere onsdag 24. august kl. 20.30 på TV 2 Charlie.
Se trailer fra den nye sæson af "Spørg Charlie" her.