"Radio Karen" til hele verden

10. maj 2011;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2 Zulu-programmet om den københavnske lokalradio er blevet vist på den internationale tv-konference INPUT om nyskabende tv.

Anders Hoffmann og Martin Wichmann på INPUT-konferencen i Seoul.


Der var international latter og anerkendelse, da TV 2 Zulus ”Radio Karen” tirsdag blev vist på den store tv-festival INPUT 2011 i Seoul, Sydkorea. INPUT er stedet, hvor verdens public service tv-stationer sætter hinanden stævne for at udveksle ideer om, hvordan man hver især laver tv.

Grinene var højlydte og anerkendende, da bl.a. teknikeren Arne, studieværten Bodil og lytterne Aksel og Kaj rullede over skærmen i konferencecentret i Seoul med engelske og koreanske undertekster.

Især teknikeren Arne rørte de internationale lattermuskler med sine kommentarer og mærkelige indfald, og efter fremvisningen måtte de to opfindere af dukkekomedien, Anders Hoffmann og Martin Wichmann, svare på spørgsmål om, hvordan i alverden de havde fundet på denne skøre ide.

Teknikeren Arne på skærmen i Seoul - med både engelske og koreansk undertekster.

Optog Radio Karen-udsendelser i fire år
”Masser af øl” og en ”passion for denne sydhavns-radio”, lød forklaringen på, at Radio Karen kom på tv-skærmen.

Anders Hoffmann og Martin Wichmann har optaget alle Radio Karen-udsendelser i fire år og har fundet i alt 80 indslag, som kunne bære at blive udsat for dukkespil i de 12 afsnit, der har kørt over Zulu-skærmen.

- Vi optager stadig, og hvem ved, om der dukker flere pudseløjerlige historier op fra det nu verdenskendte persongalleri, fortalte de to tilrettelæggere på INPUT.

Nogle af spørgsmålene fra salen lød på, om radiostationen - efter at Zulu har haft den på programmet - er blevet mere kult og har forøget lyttertallet, men det mente de to bagmænd dog ikke.

Anders Hoffmann og Martin Wichmann har efterfølgende haft møder med en tv-station fra Hongkong og én fra Taiwan, der begge har vist interesse for at købe "Radio Karen".

Tv-konferencen INPUT slutter torsdag. Foruden ”Radio Karen” vises DR-programmet ”Nak og æd” og DR-dokumentaren ”Blod i mobilen” på konferencen.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}