
Over 5.000 mennesker har købt billet til Danmarks største dansktopfest på lørdag 14. maj, som dermed kan melde næsten udsolgt.
Keld Heick er vært ved årets "Top Charlie i PARKEN". (Foto: TV 2)
Interessen for dansktop-musikken er stor. Det viser den overvældende tilslutning til ”Top Charlie i PARKEN” på lørdag 14. maj, som mere end 5.000 mennesker har købt billet til.
Og det bliver lidt af en folkefest, de mange gæster kan se frem til, når der spilles op til dans på lørdag. ”Top Charlie”s hyggelige atmosfære fra Damhuskroens intime lokaler bliver overført til PARKEN, hvor rødternede duge, mad og vin samt et stort dansegulv vil skabe rammerne for en uforglemmelig aften med sang og dans til tonerne af dansktopmusik, når det er allerbedst.
De mange gæster vil genhøre populære hits fra de største dansktopnavne. Ud over husorkestret Sweethearts vil publikum opleve musikalske indslag fra blandt andre værten Keld Heick og hans hustru Hilda Heick, Kandis, Dorthe Kollo, Dario Campeotto, Johnny Reimar, Jacob Haugaard, Susanne Lana, Fede Finn & Funny Boyz, Bjørn Tidmand, Torben Lendager, James Rasmussen Trio, Klaus & Servants, Søren & Kirsten, Anne Herdorf og Lecia & Lucienne.
Derudover vil ”Top Charlie i PARKEN” byde på Hjørring-bandet ”BORDT2”, som netop har vundet ”Top Charlie”s store dansktop-talentkonkurrence, hvor præmien er en optræden foran de mange gæster, som besøger PARKEN på lørdag.
Keld Heick glæder sig
Keld Heick, der er vært ved lørdagens store dansktop-begivenhed, ser frem til en stor festdag for alle, der kan lide en ørehænger i godt selskab.
- Jeg glæder mig til den store begivenhed i PARKEN, hvor vi forhåbentlig vil opleve, at tribunerne giver genlyd af populære sange – ikke kun sunget af kunstnerne på scenen, men også af et feststemt og medlevende publikum, siger han.
Få billetter tilbage
De få billetter, der er tilbage til ”Top Charlie i PARKEN” på lørdag 14. maj, kan købes på www.billetlugen.dk og på tlf. 70 263 267.