
TV 2s hovedkanal har seerfremgang klokken 18-24 i 1. kvartal – det tidsrum af døgnet, hvor TV 2 har arbejdet strategisk med fornyelse.
Krimiserien "Den som dræber" med Laura Bach og Jakob Cedergren i to af hovedrollerne har været med til at sikre TV 2 seerfremgang i marts 2011. (Foto Per Arnesen / TV 2)
Efter en årrække med vigende seerandel har TV 2s hovedkanal i marts 2011 oplevet seerfremgang i forhold til samme måned året før.
Hvis man kigger på tidsrummet klokken 18-24, har TV 2 endda seerfremgang set over hele 1. kvartal.
- Det er nærmest en historisk begivenhed. Jeg er især glad, fordi det gode resultat skyldes en række strategiske tiltag, vi besluttede sidste år og længere tilbage. Fremgangen skyldes bl.a. moderniseringen af 22-båndet og hele nytænkningen i det, vi kalder late prime, nemlig tidsrummet klokken 22-24. Her giver ”Natholdet” både kant og nye seere, siger TV 2s programdirektør, Palle Strøm.
Også på andre tidspunkter mærker TV 2 fremgang i foråret, bl.a. søndag.
- Krimiserien ”Den som dræber” har spillet TV 2 ind på banen med stor fiktion til over en million danskere. Desuden har vi bevidst lavet en primetime med en lavere risikoprofil end sidste år. Tilsammen gør det, at sharefaldet på TV 2 er stoppet, i hvert fald i marts. Det er overordentligt tilfredsstillende, siger Palle Strøm.
Tv-direktør Mikael Ostenfeld, Carat, siger til Børsen, at "TV 2s hovedkanal har gjort det markant bedre i år, end nogen - TV 2 inklusive - kunne have forventet".
I den nye sæson af "Danmark ifølge Bubber" skal Bubber bl.a. prøve tilværelsen som billetkontrollør.
Stærke primetime-programmer
Blandt de primetime-programmer, som har sat ny sæsonrekord i 1. kvartal, er ”CPH Lufthavnen” og ”Han, hun og haven”. Nye programmer som ”Ugen hvor kvinderne byttede mænd”, ”Vores virkelig store familie”, ”Tvillinger”, ”Alarm 112 – skadestuen”, ”Herre i eget hus” og ”Toppen af poppen” har haft gode seertal, og det samme har klassikerne ”Hvem vil være millionær?”, ”Station 2”, ”Årgang 0”, ”Live fra Bremen” og ”Desperate Housewives”.
De seneste programpremierer ”Hva’ bruden ikke ved”, ”Klamphuggerne”, ”Danmark ifølge Bubber”, ”Bingo Banko” og ”Dagens mand” er ligeledes kommet godt fra (sæson)start.
1. kvartal har været præget af endnu hårdere konkurrence end tidligere år – både fra TV 2s kommercielle konkurrenter og fra DR1, som bl.a. har sendt den mest populære ”X Factor”-sæson, og som havde halvdelen af VM-håndbold-slutrunden i januar.
De fleste af TV 2s nichekanaler har haft seerfremgang i 1. kvartal 2011. TV 2 Charlie er vokset og er nu Danmarks femtemest sete kanal (nummer seks i 1. kvartal 2010), og TV 2 NEWS er i et hektisk nyhedskvartal vokset klart til at være landets syvendemest sete kanal (nummer otte i 1. kvartal 2010). Også TV 2 Zulu har haft fremgang i seerandel.
Samlet set har TV 2-familien fastholdt sin seerandel i 1. kvartal 2011 i forhold til samme periode af 2010. På nogle punkter har TV 2-kanalerne endda haft en mindre fremgang i kraft af den høje TV 2-sening i marts 2011.
-------------------------------
Læs også: Fremgang til nichekanaler
TV 2s hovedkanal har i marts 2011 en god fremgang i forhold til marts 2010. Herover seerandele målt på hele døgnet - og herunder i tidsrummet klokken 18-24 ....
... hvor fremgangen for TV 2s hovedkanal er endnu større. Det er netop i tidsrummet klokken 18-24, at TV 2 har arbejdet med fornyelse af programmerne.
TV 2s hovedkanal har i 1. kvartal 2011 en lidt mindre seerandel - målt på hele døgnet - end i 1. kvartal 2010. Tilbagegangen er dog væsentligt mindre end i de senere år. I tidsrummet klokken 18-24 (herunder) ...
... har TV 2s hovedkanal formået at skabe fremgang over hele kvartalet. Fremgangen til TV 2 er skabt trods hård konkurrence fra DR1, som bl.a. sendte den mest sete "X Factor"-sæson, dramaserien "Lykke" og halvdelen af VM-håndboldkampene i januar.
TV 2-familien (TV 2, TV 2 Zulu, TV 2 Charlie, TV 2 FILM og TV 2 NEWS) har i marts 2011 en solid fremgang i forhold til marts 2010. Herover seerandele målt på hele døgnet - og herunder i tidsrummet klokken 18-24 ....
... hvor fremgangen til TV 2-familien er lidt større i marts. Foruden til TV 2 var der fremgang til TV 2 Zulu, TV 2 Charlie og TV 2 NEWS.
Målt på hele 1. kvartal 2011 har TV 2-kanalerne omtrent samme seerandel som i 1. kvartal 2010 set over hele døgnet (herover). I tidsrummet klokken 18-24 (herunder) ...
... er der en lille fremgang i seerandel til TV 2-kanalerne fra 1. kvartal 2010 til 1. kvartal 2011.