Scor med hjertet på Zulu

06. april 2011;
Af: TV 2 Kommunikation

Følg syv pigeforskrækkede drenge, når sexolog Robert Lubarski tager dem under kærlig behandling og lærer dem den oldgamle kunst at score piger i TV 2 Zulus nye reality-serie ”Zulu Love Champs” fra mandag 11. april.

De syv pigeforskrækkede drenge og deres kærlighedsguru, Robert Lubarski.


Syv kærlighedshungrende drenge, der har det rigtig svært med piger, har meldt sig frivilligt til at få pimpet selvtilliden og blive bedre til at score. Med sig har de kærlighedsguru Robert Lubarski, der vil rette op på drengens klaprende kalveknæ og hjælpe dem til at blive regulære kærlighedstyre.

Det er blevet til otte underholdende programmer, hvor seerne følger drengenes udvikling frem til den store finale, hvor de skal invitere en date med til Lubarskis Love Mansion på Mallorca, hvor kærligheden forhåbentlig vil blomstre.

Robert Lubarski og hans frække medhjælpere.

Grænseoverskridende
oplevelser
Robert Lubarski udsætter drengene for en række udfordringer, der skal lære dem at slippe hæmningerne løs og blive til selvsikre mænd. F.eks. skal drengene skaffe en date på Strøget på kun 20 minutter med en nuttet kanin som eneste hjælpemiddel.

- Det mest grænseoverskridende var, da vi skulle finde en date på åben gade. Den var jeg ikke glad for! At opsøge en pige og vise interesse var mit store problem. Jeg kunne ikke lide det fordi, der med et ”nej” ofte fulgte en nedgørelse med. Før var jeg meget genert, og jeg ville aldrig have drømt om at gøre det, hvis ikke det var for programmet, siger 25-årige Thomas Stauning.

Scor med hjertet
Endnu vildere bliver det, når Love Champs’ene skal strippe foran 70 hujende piger, hoppe nøgne i trampolin og klæde sig ud som kvinder! Fantasien fejler ikke noget, når Robert Lubarski forsøger at booste drengenes selvtillid og forvandle dem fra kejtede ungkarle til kølige casanovaer:

- Min mission har været at lære de her unge mennesker at score med hjertet, hvilket kræver mod og nosser af stål. I vores samfund er der ikke fokus på det indre, og der bliver kørt enorm meget facade. Jeg har lært drengene, at en rigtig mand er én, der tør vise sin sårbarhed og følge sit hjerte, siger sexolog Robert Lubarski.

Se om det lykkedes drengene at score i "Zulu Love Champs", der har premiere mandag 11. april kl. 21.00 på TV 2 Zulu.

-----

Se trailer for "Zulu Love Champs" på You Tube

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}