"Anden" kåret som Årets Komiker 09

31. august 2009;
Af: TV 2 Kommunikation

Det udsolgte "Zulu Comedy Galla 2009" fandt sted søndag aften i Operaen. Det kan ses på Zulu 3. september og på TV 2 5. september.

Anders "Anden" Matthesen (th.) fik overrakt prisen som Årets komiker af Casper Christensen. (Fotos: Martin Rosenauer / TV 2)

Komikeren, manuskriptforfatteren og skuespilleren Anders "Anden" Matthesen blev kåret til Årets Komiker 09, da TV 2 Zulu søndag aften indbød til et festfyrværkeri af et gallashow i Københavns operahus til ære for den danske comedy-branche.

Søndag 30. august inviterede TV 2 Zulu, den lille kanal med de store armbevægelser, hele den danske comedy-branche til gallashow i Operaen med underholdende indslag fra både garvede revyskuespillere, kendte og veletablerede komikere og helt nye stand-up talenter.

Der blev grinet, så tårerne trillede, da bl.a. Thure Lindhardt, Frank Hvam, Jan Gintberg, Lars Hjortshøj, Brian Mørk, Christian Fuhlendorff, Martin Brygmann, Monrad & Rislund, Ulf Pilgaard og svenske Magnus Betnér gik på scenen og gav hver deres bud på, hvad der er god humor, mens aftenens vært Nikolaj Lie Kaas forsøgte at holde styr på løjerne.

Danmarks største komiker hyldet
Aftenen bød også på to store prisuddelinger, hvor vinderne af Årets Komiker var udvalgt af publikum via en åben afstemning på zulu.dk, mens Läkerol Talentprisen var udvalgt af de danske komikere.

Prisen for Årets Komiker blev uddelt af manden, der startede stand-up genren i Danmark, dansk comedys godfather Casper Christensen. Han uddelte gladelig prisen til kollegaen Anders Matthesen, der blev nomineret for "Sorte Kugler", som han både har skrevet, instrueret og selv spiller hovedrollen i.

De øvrige nominerede til Årets Komiker var Linda P. ("Winnie & Karina"), Ditte Hansen ("Cirkusrevyen") og Martin Buch ("Rytteriet").

Den helt rigtige vinder
- Anders Matthesen er et multitalent, og jeg tror ikke, der var en eneste i salen, der ikke synes, at han var den helt rigtige vinder af prisen som Årets Komiker. Men det var fedt, at han havde så kompetent konkurrence. På TV 2 Zulu er comedy numero uno, og derfor er vi lykkelige for, at der i øjeblikket er så meget liv i branchen, og at niveauet er blevet så højt, siger Maiken Wexø, programchef på TV 2 Zulu.

Komikeren og manuskriptforfatteren Jesper Juhl (th.) blev vinder af Läkerol Talentprisen på 100.000 kroner.

Siden Anders Matthesen debuterede på den danske comedy-scene i 1993, har man kunne opleve ham i bl.a. TV 2-programmet ”Darios Joint”, i hans egne tv-programmer ”Andarki” og ”Andensortering” samt det anmelderroste show ”Simon” om Simon Spies, den satiri-ske biografsucces ”Terkel i knibe”, julekalenderen ”Jul på Vesterbro” og i år filmen ”Sorte Kugler”, som gav ham nomineringen til Årets Komiker 09. 

Nyt talent forgyldes af TV 2 Zulu
Vinderen af Läkerol Talentprisen på 100.000 kroner blev komikeren og manuskriptforfatteren Jesper Juhl, der blev valgt efter afstemning blandt de danske komikere - i skarpt opløb med prisens øvrigt nominerede, de unge up-and-coming komikere Tobias Dybvad, Simon Talbot og Elias Ehlers. 

- Jesper er en fantastisk skriver, en begavet komiker med et seriøst engagement og stor nysgerrighed. Idéen med at uddele en talentpris handler selvfølgelig om at animere til, at et talent som Jesper Juhl får mulighed for at dedikere tid til at udvikle sig selv og genren. Alle de nominerede er nogle, vi allerede har haft stor glæde af at arbejde sammen med, og vi glæder os utroligt meget til at se, hvad der kommer fra dem alle sammen i fremtiden, siger Maiken Wexø.

Live-comedy-shows frem til 6. september
"Zulu Comedy Galla" er en del af "Zulu Comedy Festival 2009", som hylder bredden af den danske comedy-branche, lige fra garvede revyskuespillere til nye talenter inden for stand-up genren.

Indtil søndag 6. september vil der hver dag være live-comedy-shows rundt omkring i København, hvor der hele ugen vil være humor for enhver smag. Læs hele programmet på comedyguide.tv2.dk.

"Zulu Comedy Galla" sendes på TV 2 Zulu torsdag 3. september kl. 21 og på TV 2 lørdag kl. 22.40.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}