Scarlett Johansson-aften på Zulu

10. juni 2009;
Af: TV 2 Kommunikation

Tre stærke film med den smukke stjerne på Zulu fredag 12. juni.


Nu har du mulighed for at se den sensuelle stjerne med de store kysselæber, Scarlett Johansson, levere tre fantastiske præstationer i filmene ”A Love Song for Bobby Long”, ”Match Point” og ”Scoop”. Det sker fredag 12. juni på TV 2 Zulu. ”Match Point” og ”Scoop” får begge dansk tv-premiere.

I dramaet ”A Love Song for Bobby Long” optræder Scarlett Johansson som den attenårige Pursy. Hun har ikke haft noget med sin mor at gøre i flere år, men da moren dør, bryder Pursy op og forlader både kæreste og campingvogn i Californien for at vende hjem til den støvede flække i udkanten af New Orleans, hvor hendes mor boede.

Her opdager hun til sin overraskelse, at morens hus ikke står øde hen, men er beboet af den midaldrende litteraturprofessor Bobby Long (John Travolta) og hans protégé Lawson Pines (Gabriel Macht), der begge er ved at drikke sig selv ihjel.

I modsætning til Pursy har bohemerne Bobby og Lawson haft et nært forhold til Pursys mor, og da hverken Pursy eller de to svirebrødre vil frasige sig retten til at bo i huset, flytter Pursy ind i et ledigt værelse. Hendes tilstedeværelse får de gamle skeletter til at vælte frem fra skabene.

Scarlett som femme fatale
Scarlett Johanssons rolle i Woody Allens ”Match Point” er noget anderledes end i de to andre film. Her spiller hun femme fatale, og i det hele taget er ”Match Point”, der er en af Woody Allens mest mesterlige og vedkommende film i mange år, et både klogt, overraskende og stærkt foruroligende skæbnedrama.

I filmen spiller Jonathan Rhys-Meyers den tidligere professionel tennisspiller Chris Wilton, der nu arbejder som træner i en London-klub for rige englændere. I klubben møder han den velhavende Tom Hewett (Matthew Goode) og hans søster Chloe (Emily Mortimer), som han bliver forlovet med samtidig med, at han forelsker sig i Toms kæreste, den smukke amerikanske skuespiller Nola (Scarlett Johansson).

Mens brylluppet med Chloe bliver planlagt, indleder Chris en kort og hed affære med Nola. Et par måneder efter brylluppet dukker Nola op igen, og Chris kan ikke få hende ud af sine tanker. Nu begynder det at gå helt galt for Chris.

Scarlett overfor Hugh Jackman
I modsætning til ”Match Point” er aftenens sidste film ”Scoop” en helt klassisk Woody Allen-film med masser af vittige ping-pong-dialoger og godt skuespil. Her spiller Scarlett Johansson den unge amerikanske journalist-studerende Sandra Pransky, der under sin ferie i London kommer på sporet af en mulig seriemorder. Hun allierer sig med tryllekunstneren Sid 'Splendini' Waterman (Woody Allen), og sporerne fører dem hurtigt til den velhavende og flotte Peter Lyman (Hugh Jackman).

Sandra forelsker sig i hovedkulds den charmerende englænder, men snart opdager hun og Waterman, at alle sporerne peger på, at Lyman er morderen. Men kan det virkelig passe?

Stjerne med danske rødder
Smukke Scarlett Johansson, der er en af de mest brandvarme Hollywood-stjerner lige nu, har rent faktisk danske rødder, idet hendes far Karsten Johansson er en dansk arkitekt, som er bosat i New York. Scarlett taler ikke dansk, men har familie i København, og hun har også besøgt Danmark mange gange.

Hun slog igennem på verdensplan, da hun spillede med i Robert Redfords ”Hestehviskeren”. Siden har karrieren kørt med kometfart for den flotte unge skuespillerinde, og bl.a. har hun medvirket i Terry Zwigoffs ”Ghost World”, Sophia Coppolas ”Lost in Translation”, Peter Webbers ”Pige med perleørering” og Michael Bays ”The Island”.

En af hendes mest imponerende præstationer leverer hun som sydstatspige i ” A Love Song For Bobby Long”, men de senere år har hun især gjort sig bemærket som muse for Woody Allen i tre af hans film, nemlig ”Match Point”, ”Scoop” og ”Vicky, Christina, Barcelona”.

Desuden har vi set hende i Hollywood-storfilm som ”The Prestige”, ”The Black Dahlia”, ”Han er bare ikke vild med dig” og ”The Spirit”.

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}