TV 2 Charlie: Påske med Morten Korch

07. april 2009;
Af: TV 2 Kommunikation

Charlie hygger om seerne med bl.a. gamle, danske film og underholdning.

Elin Reimer som fru Clemmensen, Karl Stegger som morbror Ole, Dick Kaysø som Ivar og Inge Margrethe Svendsen (Chili Turell) som Clara i komedien "Affæren i Mølleby".

Der er dømt hygge om seerne, når TV 2 Charlie åbner for sine tilbud til danskerne i påsken. Foruden de faste under-holdningsprogrammer "Spørg Charlie", "Talk-showet Meyerheim", " Top Charlie" og "Det gode parliv" står der bl.a. gamle, danske Morten Korch-film på programmet.

Vagabonderne på Bakkegården
Morten Korch-kavalka-den indledes allerede onsdag 8. april med folkekomedien "Vaga-bonderne på Bakke-gården". Vagabonden Martin (Poul Reichhardt) er dus med himlens fugle, og sammen med sin unge følgesvend Anders (Ib Mossin) ankommer han til den egn, hvor han engang levede.

Meget er dog ændret på Bakkegården. Anna (Astrid Villaume), som i sin tid var Martins udkårne, er nu enke, og den daglige drift er overtaget af hendes usympatiske svoger. Martin vil gerne hjælpe, men det er ikke let som fattig vagabond. På rollelisten ses også bl.a. Ghita Nørby, Karl Stegger og Judy Gringer.

Det skete på Møllegården
Skærtorsdag sendes familiefilmen "Det skete på Møllegården". Den unge Martin Poulsen (Poul Reichardt) dukker uventet op i en lille fiskerby, og det vækker en del røre. Han har nemlig arvet en kutter og et lille hus af sin onkel.

Selv om Martin ikke er fisker, beslutter han sig for at blive det og hyrer den erfarne fisker Mikkel (Christian Arhoff) og hans nevø Anders (Ib Mossin) til at hjælpe sig. Han møder også den smukke bondepige Anna, som han forelsker sig i. Det, og hans interesse for fiskeri, gør, at han hurtigt kommer på kollisionskurs med byens rigeste fisker Bertel Simonsen (Jørn Jeppesen), der måske ikke kun har rent mel i posen.

Kampen om Næsbygaard  
Langfredag sendes Morten Korch-klassikeren fra 1964, "Kampen om Næsbygaard", om den ensomme og bitre godsejer Martin Kaas (Asbjørn Andersen), som en dag får besked om, at hans ukendte barnebarn (Ole Neumann) ankommer fra Italien snarest.

Martins indledende skepsis forandrer sig snart til begejstring, men der er andre på Næsbygaard, som er knap så lykkelige for det nye familiemedlem. For Martins søster og nevø havde sat næsen op efter at arve godset. Blandt de medvirkende i denne film og lørdagens "Næsbygaards arving" er også Poul Reichhardt, Ib Mossin, Karen Berg og Peter Malberg.

Næsbygaards arving  
Lørdag sendes - som nævnt - fortsættelsen, "Næsbygaards arving". Den hjemvendte Martin (Ole Neumann) er faldet godt til hos sin godsejer-bedstefar (Asbjørn Andersen), der glæder sig over at have fået en arving.

Det er dog ikke helt nemt at få det hele til at løbe rundt økonomisk, og da Martin bliver kidnappet af nogle skurke, som kræver en stor sum løsepenge, ser det sortere ud end nogensinde før.

Affæren i Mølleby  
Søndag (påskedag) sendes den sidste Morten Korch-film i påsken, "Affæren i Mølleby". Året er 1924 i den hyggelige lille købstad Mølleby. Her foregår et politisk magtspil omkring et teglværksbyggeri, hvilket bringer den ellers hæderlige borgmester Clemmesen (Poul Reichhardt) i voldsom modvind.

Samtidig indleder borgmesterens datter Clara (Inge Margrethe Svendsen) og den unge smed Ivar (Dick Kaysø) et forhold, som borgmesteren ikke kan acceptere. Tingene bliver ikke bedre af, at kommunens kassemester Mortensen (Ove Sprogøe) stjæler fra pengekassen, så han kan få udgivet sine amatør-digte.

På rollelisten er også bl.a. Elin Reimer, Arthur Jensen, Karl Stegger, Bjørn Puggaard-Müller, Edvin Tiemroth, Ole Søltoft, Lily Broberg og Jens Okking.

Pigen fra Egborg
TV 2 Charlie er ikke færdig med at vise danske film. 2. påskedag vises folkekomedien "Pigen fra Egborg" med bl.a. Dirch Passer.

Ved et tilfælde render skibskokken John Søgård (Dirch Passer) ind i den botanikstuderende John Søgård (Willy Rathnow), og det varer ikke længe, før de to festlige gutter er perlevenner. Da botanikeren arver sin rige onkels gods, beder han sin navnebror om at træde i stedet for ham. På den måde kan han nemlig selv inspicere herregården anonymt. Men den udspekulerede plan holder kun lige indtil, de to venner forelsker sig.

Blandt de medvirkende er også Karl Stegger, Ove Sprogøe, Morten Grunwald og Birgit Sadolin.

Lenin, din gavtyv  
Tirsdag efter påske sender TV 2 Charlie den danske komedie "Lenin, din gavtyv" fra 1972. En crazykomisk udgave af historien om den russiske revolution, der bygger på virkelige begivenheder. Jørgen Ryg fik en Bodil for sin præstation som Ludendorffs adjudant.

Filmen foregår under Første verdenskrig, hvor den russiske zar i 1917 bliver afsat, og hvor Lenin rejser fra Zürich tilbage til Rusland for at starte en revolution.

Han rejser gennem Tyskland og via det neutrale Sverige i en plomberet togvogn under beskyttelse af general Ludendorff (Dirch Passer). Rejsen er planlagt af en dansk kvinde Vanessa (Eva Danné), og undervejs bliver Lenin udsat for en række uheld og mordforsøg. Vil det lykkes ham at komme frem til Sct. Petersborg i live?

På rollelisten ses - foruden Dirch Passer og Jørgen Ryg - bl.a. Peter Steen, Lisbet Lundquist, Ove Sprogøe, Judy Gringer, Ulf Pilgaaard, Otto Brandenburg, Bodil Udsen og Gotha Andersen.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}