TV 2 Charlie: Seerrekord to dage i træk

13. februar 2009;
Af: TV 2 Kommunikation

Charlie-seerne elsker gamle danske film. Onsdag aften så 241.000 "Piger i trøjen", og dagen efter var der 242.000 seere til "Piger i trøjen 2".

Dirch Passer og Kirsten Walther styrer tropperne i det herlige danske lystspil "Piger i trøjen" fra 1975. Blandt de mange piger i dronningens klæ'r er Birthe Tove, Ulla Jessen og Helle Merete Sørensen.

På en onsdag aften, hvor TV 2 Charlie havde konkurrence fra bl.a. en dansk fodboldlandskamp, formåede kanalen eftertrykkeligt at sætte ny seerrekord - som allerede blev overgået torsdag aften.

Det danske lystspil fra 1975 "Piger i trøjen" blev onsdag aften set af 241.000 danskere, og det er det højeste seertal på TV 2 Charlie, der gik i luften 1. oktober 2004.

Den hidtidige seerrekord var på 182.000 seere, og den blev dermed overgået med mere end 30 procent. Den tidligere seerrekord tilhørte også en gammel dansk film, nemlig "Det skete på Møllegården", der blev sendt 2. april 2008.

Den rekord holdt som nævnt kun 24 timer, for allerede torsdag aften satte TV 2 Charlie en ny seerrekord med 242.000 seere til "Piger i trøjen 2".

Lystspillene "Piger i trøjen" er to af tilbuddene i TV 2 Charlies "Højt Humør-uge", som også har budt på andre danske film og på danske underhold-ningsshows med Jacob Haugaard og Finn Nørbygaard, gruppen "Venter på far" og Eddie Skoller.

Senere i denne uge er der flere film og show med Zirkus Nemo og Amin Jensen.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}