Sæsonpremierer på TV 2 Charlie

16. februar 2009;
Af: TV 2 Kommunikation

Premiere på "Det gode parliv" og på nye udgaver af "Spørg Charlie" og "Talkshowet Meyerheim".

Denne uge (uge 8) er forårets store premiereuge, når det gælder de danske programmer på TV 2 Charlie. Fire danske programserier har sæsonpremiere i denne uge, herunder et helt nyt programformat, "Det gode parliv".

TV 2 Charlies første, danske premiere i 2008 var "Top Charlie", som siden sæsonpremieren 7. februar har sat to seerrekorder. udsendelsen 7. februar blev set af 126.000 - det højeste til "Top Charlie" nogensinde - men den rekord holdt kun en uge, idet "Top Charlie" lørdag 14. februar blev set af 150.000.

I næste uge har TV 2 Charlie herudover premiere på nye krimiserier mandag-torsdag.

Torben og Gun-Britt Zeller er blandt de medvirkende i "Det gode parliv".

Det gode parliv
I "Det gode parliv" fortæller 11 kendte par om kærligheden og parforhold på godt og ondt. Seerne kan bl.a. møde Rolf og Susanne Sørensen, Mie Moltke og Lai Yde, Keld og Hilda Heick samt Joan Ørting og Carsten Islington.

I den første udgave, som sends torsdag 19. februar, handler det om forelskelse. Hvordan mødtes de? Hvem gav det første kys? Hvordan føltes det? Forelskelse er for nogle af parrene en tilstand af sindssyge med sommerfugle i maven, hvor man ikke kan sove eller spise.

De kendte par giver også gode råd til, hvordan man får et godt parforhold og er enige om, at man skal give hinanden plads samtidig med at bevare magien og huske romantikken.

"Det gode parliv" genudsendes søndag aften og onsdag klokken 20.00 i den efterfølgende uge.

Anders Breinholt fra "Go' morgen Danmark", skuespilleren Camilla Bendix og den tidligere professionelle fodboldspiller Brian Laudrup besøger Michael Meyerheim i hans talkshow.

Talkshowet Meyerheim
Allerede onsdag 18. februar sender TV 2 Charlie ugens første danske premiere, nemlig "Talkshowet Meyerheim", der lægger ud i højt humør.

Aftenens tre gæster er studieværten Anders Breinholt, skuespilleren Camilla Bendix og den tidligere professionelle fodboldspiller Brian Laudrup, og de har til tider svært ved at holde samtalen over bæltestedet.

Camilla Bendix har en særdeles livlig fantasi og kan eksempelvis sagtens forestille sig, at Meyerheim sidder nøgen i studiet. Anders Breinholt taler om utroskab og trafikpolitik, og Brian Laudrup fortæller om det at blive 40 år. Desuden optræder sangerinden Simone med "Hopelessly Devoted".

Der vil være også være mulighed for at se ugens udgave af "Talkshowet Meyerheim" fredag aften, lørdag aften og søndag eftermiddag.

Elly Madsen på 85 år har været visesanger hele sit liv, men i "Gangstativerne" skal hun i stedet give den som en ægte rock-diva.

Gangstativerne
Efter "Talkshowet Meyerheim" er der mulighed for et gensyn med første afsnit af den livsbekræftende serie "Gangstativerne", som var en af TV 2s julegaver til seerne, og som TV 2 efterfølgende fik mange ópfordringer til at genudsende.
  
"Gangstativerne" følger, hvad sker der, når man samler 25 ældre mennesker, giver dem en ung korleder, et rockband, et øvelokale på Nørrebro i København, en 50 år gammel tourbus og to måneder til at lære moderne musik fra Nik & Jay til Magtens Korridorer og beder dem give et brag af en koncert i Operaen.

35-årige sanger og korleder Ulrik Elholm skal gøre "pensionistkoret" klar til at optræde ved en kæmpe koncert for 1400 mennesker i Operaen i København. Det viser sig dog allerede i tidligt i projektet at være en næsten umulig opgave.

- "Gangstativerne" er et lysende eksempel på, at intet her i livet er for sent. Det er en utrolig livsbekræftende serie, som vi glæder os rigtig meget til igen at dele med vores seere. Normalt fylder folk over 80 år ikke meget i medierne, og normalt forbinder man sjældent Nik & Jay med netop dén aldersgruppe. Men i "Gangstativerne" mødes modsætningerne, når vi kombinerer livserfaring med ungdommens energi. Og resultatet er i dén grad seværdigt og livsbekræftende, fortæller TV 2-redaktør Sune Roland.

Onsdagens afsnit af "Gangstativerne" genudsendes lørdag aften.

En veloplagt Jacob Haugaard og Ulla Terkelsen i sæsonpremieren på "Spørg Charlie".

Spørg Charlie
Torsdag 19. februar er der sæsonpremiere på "Spørg Charlie" med Michael Meyerheim som vært. Aftenens panel er Jacob Haugaard, Ulla Terkelsen, Lisbet Dahl og Jens Gaardbo, og de kommer med kontante svar og underholdende løsninger på seernes spørgsmål og dilemmaer.

Hvad stiller man op, når man ikke vil være det billige grin i byen, når ens jævnaldrende veninde på 65 altid insisterer på at klæde sig i de vildeste pangfarver og bruge tonsvis af make-up? Og hvor længe er det egentlig i orden, at ens voksne søn bliver boende hjemme? Hvordan siger man fra over for børnenes onkel, fordi man mistænker julegaverne for at være hælervarer? Og er det i orden at klø sig, selv hvis det klør på mere intime steder?

"Spørg Charlie" genudsendes lørdag aften og søndag eftermiddag.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}