
Finans.tv2.dk har allieret sig med tre af Danmarks stærkeste analytikere på finans- og boligområdet, som fremover vil blogge sitet.
Steen Bocian, cheføkonom i Danske Bank.
Finans.tv2.dk giver fra denne uge sine læsere mulighed for at få et unikt indblik i, hvordan nogle af Danmarks stærkeste analytikere på finans- og boligområdet tænker og ser på den økonomiske situation omkring os.
Det sker, når Steen Bocian, Helge Pedersen og Ulrikke Eskelund blogger på finans.tv2.dk.
Steen Bocian, cheføkonom i Danske Bank og en af Danmarks citerede økonomer, blogger hver mandag. Som nyuddannet kandidat i økonomi blev han ansat på Det Økonomiske Råds sekretariat, og i 1999 blev han ansat i AErådet. I 2000 skiftede han til en stilling som chefanalytiker i Danske Bank, og siden 2007 har hans titel været cheføkonom.
Hver onsdag kommer Helge Pedersen, cheføkonom i Nordea, på banen. Som en af landets førende makroøkonomer vil han blogge om aktuelle økonomiske spørgsmål. Helge Pedersen har været ansat i Nordea og bankens forløbere (Privatbanken og Unibank), siden han blev færdig som cand.polit i 1987, og han har sideløbende undervist i nationaløkonomi på Københavns Universitet og på Handelshøjskolen i København. Cheføkonom blev han i 1999.
Tredje blogger er Ulrikke Ekelund, cheføkonom i BRFkredit, og hun tager over om fredagen. Ulrikke Eskelund er ekspert i den enkelte boligejers økonomi og optræder ofte i medierne med vurderinger af boliglån, boligejernes vilkår, realkreditmarkedet generelt og senest, hvad de stigende leveomkostninger i Danmark betyder for hver enkelt familie.
Læs Steen Bocians første blog her.