Fredag bliver kult på Zulu

02. juli 2008;
Af: TV 2 Kommunikation

Der er nærmest statsgaranti for kult-tv, når TV 2 Zulu fra fredag 11. juli viser ”X-Files” og ”Twin Peaks”.

Fra fredag 11. juli er der dømt kult-serier på TV 2 Zulu, som sender "X-Files" og "Twin Peaks" fra starten.

Skulle nogen have glemt, hvordan det egentlig gik til, at FBI-agenterne Dana Scully og Fox Mulder mødtes og kom til at arbejde tæt sammen, så er der hjælp at hente, når TV 2 Zulu fredag 11. juli kl. 20.35 starter forfra på den prisbelønnede spændingsserie ”X-Files”.

Scully og Mulder bliver partnere med uforklarlige sager i FBI's arkiver som arbejdsområde. Sagerne er stemplet ”strengt fortrolige”, og de to FBI-agenter møder hurtigt modstand fra højeste sted i systemet. Nogle ønsker øjensynligt ikke disse sager belyst, og måske med god grund, for sagerne gemmer på rystende og ofte skræmmende hændelser, der er så utrolige, at regeringen for enhver pris vil bevare dem strengt fortrolige.

TV 2 Zulu viser to afsnit af ”X-Files” hver fredag, og for at sætte en tyk streg under kult-fredagene, bliver der i forlængelse af ”X-Files” vist David Lynch og Mark Frosts prisbelønnede serie ”Twin Peaks”. Serien er en af verdens mest roste tv-serier og har været en stor inspiration for utallige serier, bl.a. ”Forbrydelsen” på DR1.

Serien starter, da den feterede lokale skønhedsdronning Laura Palmer bliver fundet mishandlet, voldtaget og myrdet nær savværket i den lille by Twin Peaks i det nordlige USA, tæt på grænsen til Canada. For at få den forfærdelige forbrydelse opklaret sender FBI en af deres bedste agenter, den kaffe- og tærteelskende special-agent Dale Cooper til at tage sig af sagen. Han indleder et samarbejde med den lokale sherif Harry S. Truman, og sammen går de i gang med at opklare det uhyggelige mord. Snart går det op for Agent Cooper, at Twin Peaks under den pæne overflade rummer store mysterier og masser af ondskab. Intet er hvad det umiddelbart syner.

David Lynch, hvis krøllede hjerne har skabt ”Twin Peaks”, har også instrueret film som ”Blue Velvet”, ”Wild at Heart”, ”The Straight Story” og ”Mulholland Drive”.

Læs meget mere om ”Twin Peaks” her.

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}