
TV 2 Zulu dækker igen en stor, kongelig begivenhed -nu med nye, friske comedy-navne på det royale reporterhold.
Tre af medarbejderne på "Zulu Royal": Fra venstre ses Brian Mørk, Linda P og Simon Jul. Også Omar Marzouk medvirker som kommentator ved lørdagens bryllupstransmission.
Når prins Joachim og Marie Cavallier skal giftes på lørdag, bliver det atter en kongelig begivenhed, der dækkes efter TV 2 Zulus helt særlige tradition. Det sker under programtitlen "Zulu Royal: Det er en OM'er".
På bryllupsdagen fra klokken 15.45 sidder komikerne Brian Mørk, Simon Jul og Omar Marzouk klar i Zulus royale kommentatorboks med Linda P som udsendt reporter.
- Zulu har en tradition, der nærmest er lige så gammel og ædel som kongehuset. Det er at lave grin med kongehuset – på en kærlig facon. Før i tiden ville vi blive sendt i Blåtårn resten af livet eller til Amager for at få hugget hovedet af. Det værste, vi kan risikere nu, er at støde på prinserne en lørdag nat i byen på Crazy Daisy og få et kongeligt par på hovedet. Nogle kalder det majestæts-fornærmelse. Vi kalder det spas og løjer. Vi siger bare det, de andre kanaler ikke tør, fordi vi ikke bare er modigere end de andre, men også dummere og dermed sjovere, fortæller Brian Mørk med et glimt i øjet.
Som noget helt nyt består Zulu Royal-holdet denne gang af et helt nyt hold af friske comedy-kræfter, nemlig Brian Mørk, Simon Jul, Omar Marzouk og Linda P.
- Vi føler os rigtig godt dækket ind i år med både den vestlige, den asiatiske og den muslimske verden repræsenteret på Zulus royale reporterhold. Det kan næsten kun gå galt, når monogrammer, marokkopuder og pandabjørne skal holdes adskilt i kirken, siger TV 2 Zulus programchef, Maiken Wexø.
Som special guest star er TV 2 Zulu glad for at præsentere det store, kvindelige komikertalent Linda P, der er med ”i marken” som hofreporter og som Zulus udsendte svar på Bodil Cath.
- Vi har researchet mindst lige så meget om kroninger, adel og blåt blod som de andre. Vi bruger bare den viden til noget andet. Og så har vi gravet alt muligt hemmeligt frem om Joachims polterabend og Maries fortid, og det bliver vi jo nok nødt til at vise frem, hihi... Vi er kongelige hofleverandører af satire, uanset om de vil have det leveret eller ej, siger Brian Mørk med et smil.