Emma erindrer en god barndom i sine forældres købmandsbutik i Vestjylland. Hun lærer hurtigt, at arbejdsomhed og pligtopfyldenhed er vigtige egenskaber og tager et stort ansvar for sine to mindre brødre. Hun husker, hvordan hun tidligt bærer på en stor bekymring for sin far, der arbejder rigtig meget. Konkursen, der vælter forældrenes økonomi, oplever Emma umiddelbart som en god ting – for nu ser hun sin far meget mere. Men forældrenes bekymringer får hun også selv, og da hun bliver skilt fra sin trofaste veninde i 7. klasse, bliver det for alvor svært for hende at leve op til de høje krav, hun stiller til sig selv.
Christian fra Århus ser tilbage på en barndom, hvor han aldrig har manglet noget. Han er den midterste af tre brødre, og forældrene arbejder i reklame- og modebranchen og prioriterer både karriere og familie højt. Den balance vælter, da hans mor får alvorlig stress. Det betyder, at hans mor er meget mere hjemme, da hun starter en web-shop hjemmefra. Christian har et stærkt konkurrencegen og er ikke ret gammel, da han vælger tennis fremfor fodbold. Han er med i eliten, men husker, hvordan hans stærke temperament bliver et benspænd, der gør det svært at klare pres og nederlag. Han vælger at stoppe, da han når teenagealderen, for i stedet at gøre helt, som han har lyst til.