Tinka og Lasse har travlt, men da de har lovet Astrid at blive til hendes luciaoptog, må deres plan om at tage til Falkhøj udsættes. Da de endelig kommer derud, er der ingen hjemme, men så får Lasse en god idé. Fileas får malet sit kroningsportræt og får Nille til at komme op på slottet og vurdere det. Her fortæller Fileas foruroligende nyt, som gør hende nervøs. Nille tager afsted for at advare Tinka i menneskenes verden, og her gør hun et nyt bekendtskab.
Lasse og Tinka prøver at tyde den gamle dagbog, men sproget er alt for gammeldags til, at de kan læse det. De søger hjælp hos Mikkel, men han kan heller ikke læse det, og de må vidt omkring, før de finder en, som kan hjælpe dem. Farmor og Astrid skal bage æbleskiver, og de får lokket Lasse og Tinka til at være med, så det udvikler sig til en konkurrence i æbleskivebagning. I nissernes rige er Fileas bekymret for, om der skal komme en anden og gøre krav på tronen, så han sætter gang i oprustning og våbentræning.