X Factor - 2025
Dommertrioen til den kommende sæson af 'X Factor' er klar - det samme er vært Maria Fantino.
Når den kommende sæson af 'X Factor' får premiere på TV 2 og TV 2 Play, bliver det igen med Oh Land, Thomas Blachman og Simon Kvamm bag dommerbordet.
- Vi har slet ikke været i tvivl om, at det var præcis den her dommertrio, vi gik efter, og heldigvis har de alle tre sagt ja til at kaste sig ud i endnu en sæson af 'X Factor'. Vi har at gøre med tre meget kompetente dommere, der giver hinanden kamp til stregen på alle parametre, og den dynamik og kemi, der er imellem dem, glæder vi os til at bygge videre på i den kommende sæson, siger Dorte Borregaard, underholdningsredaktør på TV 2.
Den kommende sæson af 'X Factor' er den syvende på TV 2. Thomas Blachman har været dommer i alle sæsoner på TV 2, det bliver Oh Lands femte sæson som dommer, mens Simon Kvamm står foran sin tredje sæson.
Foruden dommertrioen bliver det også et gensyn med Maria Fantino, der tager hul på sin anden sæson som 'X Factor'-vært.