Valdes Jul - Vintermiraklet
Et nyt juleeventyr kalder på Valde og Tala, og der venter nye venner og væsner, en mystisk skurk med onde planer og masser af julehygge.
Premiere 1. december på TV 2 Play og TV 2
Vi mødte Valde og Tala første gang i 2023 i den populære familiejulekalender ’Valdes Jul - Skovens Vogter’, og nu er vi endelig tilbage hos den juleglade familie på Egebjerggård.
Valde, der nu er Skovens Vogter, forsøger at mestre sine magiske evner, men det er en stor udfordring at gå i ét med naturen og dens særlige livskraft. Heldigvis får han støtte fra sin ven, ulveskifteren Tala, der er flyttet ind på gården. Som halvt ulv og halvt menneske kæmper hun med at finde sin plads blandt menneskene, så da Celine vender tilbage fra en lang rejse, er der måske nyt håb. På gården åbner Valdes familie det traditionsrige julemarked, hvor en mystisk sten, der har presset sig op gennem gulvet, fører både problemer og store følelser med sig.
Vogterens ansvar
Farerne lurer i skoven, og da en mystisk skikkelse, Søgeren, begynder at jagte væsner, får Valde et kald fra skoven. For at stoppe Søgeren og hans onde planer må Valde tage vogtergerningen på sig, og da Tala rejser ind i Den Uendelige Skov, bliver Valde nødt til at følge efter hende. Kan Valde både redde sin gode ven og udfylde sin opgave som Vogter?
’Valdes Jul - Vintermiraklet’ har premiere 1. december, og du kan se med, lige når det passer dig på TV 2 Play og hver aften på TV 2.
Et budskab pakket ind i julehygge
Den første julekalender om Valde, 'Valdes Jul - Skovens Vogter' som blev vist i 2023, blev set af over 1,3 millioner seere hen over de 24 afsnit.
- Julekalenderen på TV 2 har en helt særlig plads i danskernes hjerter. Den samler familier i en travl tid og skaber rum for nærvær, refleksion og håb. Med 'Valdes Jul - 'Vintermiraklet' fortæller vi en historie om modet til at stå ved sig selv og tage sin plads i verden – et budskab, der taler til både børn og voksne. Det er en fortælling med varme, humor og hjerte, og vi tror på, at den vil røre og inspirere bredt, siger TV 2 senior executive producer Ann-Alicia Thunbo Ilskov og forsætter:
- Vi garanterer også julehyggen, når vi vender tilbage til det summende julemarked på Egebjerggård, hvor Valdes familie står klar med kærlighed og pebernødder. Og hyggen er vigtig, for den er en del af julekalenderes DNA - den indfanger den særlige stemning, der kun findes i december.

Gensyn og nye ansigter
Valde og Tala spilles som i første sæson af Sander Løkke Borg og Flora Augusta, og der er også gensyn med Valdes bedste ven og klassekammerat, Anker (Julius Stage Melchiorsen) og pigen Celine (Ida Skelbæk-Knudsen).
Der er også gensyn med Henrik Vestergaard som Valdes far, Morten, Ulver Skuli Abildgaard som Valdes morfar, Lærke Winther som Karoline, Morten Brovn som Hermansen og Anders Mossling som nissen Rang. Derudover spiller Amalie Dollerup Valdes mor, Malou, mens lillesøster Rita spilles af Lia Balestero. I nye roller møder vi Sebastian Jessen som eventyreren Holger Rasmussen, Ina-Miriam Rosenbaum som arkæologen Berit, May Lifschitz som Huldren, et magisk skæbnevæsen, Jesper Groth som trolden Rulle og Afshin Firouzi som Mato, ulveskifternes leder. Desuden medvirker Stig Rossen, Lars Arvad, Helle Bo med flere.
'Valdes Jul - Vintermiraklet' er skrevet af Jesper Fink, Thomas Porsager og Christian Bengtson og instrueret af Morten BH. Familiejulekalenderen er produceret af Cosmo Film ved producerne Andreas Bo Bræmer og Michel Ryddeskov, og Ann-Alicia Thunbo Ilskov er TV 2 senior executive producer.
I pressekittet finder du overblik over karaktererne i 'Valdes Jul - Vintermiraklet', du kan læse mere om locations og møde blandt andre den virkelige ulveflok. Du kan også finde generelle stills og portrætter til download.


