Sommerdahl
Dan Sommerdahl er tilbage med nye mord og nye hemmeligheder, når fjerde sæson af den populære krimiserie vender tilbage til TV 2 Play fra 7. maj og til TV 2 Charlie fra 14. maj.
Dan skal være morfar, og det optager ham næsten lige så meget som hans arbejde på politistationen. Som altid har den erfarne efterforsker begravet sig i arbejde og forsøger ihærdigt at kompensere for, at den kriminelle fiskehandler Otto bliver løsladt på grund af manglende beviser.
Marianne Sommerdahl, der nu danner par med Flemming, kender Dan ud og ind. Hun er bekymret for sin eksmands ve og vel og sætter sig for - sammen med Flemming - at hjælpe Dan med at finde kærligheden igen. Den charmerende kystvagt Josefine viser interesse for Dan, men er hun virkelig den nye, store kærlighed, han har ventet på? Marianne og Flemming er glade på Dans vegne, da han endelig overgiver sig til kærligheden og indleder et forhold til Josefine. Glæden er dog kort, for snart får de mistanke om, at noget ikke er helt, som det tager sig ud. Er Dans nyfundne lykke alligevel for god til at være sand?
På stationen har Svend gjort alvor af sit ønske om at gå på pension. Derfor vender den vellidte politiassistent Nadia tilbage til stationen i Helsingør efter et par år på Station Syd. Nadia bliver Benjamins nye, faste makker.
Mordsagerne i fjerde sæson kredser om mobning, alkoholisme, handicap og religion, og politienheden får travlt med at komme rundt i alle kroge af Helsingør.
'Sommerdahl' sæson 4 kan ses på TV 2 Play fra søndag 7. maj og på TV 2 Charlie fra søndag 14. maj.
Varm op til fjerde sæson på TV 2 Play, hvor du lige nu kan se alle de tidligere sæsoner.