Sommerdahl - sæson 2
Peter Mygind, Laura Drasbæk og André Babikian er tilbage i anden sæson af TV 2 CHARLIEs danske krimiserie 'Sommerdahl'.
Premiere på TV 2 PLAY og TV 2 CHARLIE søndag 28. februar 2021
Chefefterforsker Dan Sommerdahl befinder sig i sit livs krise. Hans kone gennem 25 år, Marianne Sommerdahl, har forladt ham, og nu vil han gøre alt for at vinde hende tilbage.
Han foreslår derfor Marianne, at de sammen rejser til Bali for at finde hinanden igen. Men da hun takker nej, efterlader det Dan så vred og såret, at han forlanger, at de i stedet bliver skilt.
Imens bliver deres fælles ven og politimakker Flemming Torp boligløs. Politiinspektør Hanegaard har opdaget, at han bor ulovligt i et badehus og beordrer, at han finder et andet, lovligt sted at bo.
Dan, der er uvidende om Flemmings følelser for Marianne, foreslår, at Flemming flytter ind hos Marianne, så hun har råd til at blive i huset. Men kan Flemming holde sine følelser tilbage, når han flytter ind i Mariannes anneks?
Et sandt trekantsdrama udfolder sig, når de tre venner forsøger at balancere både venskab og kærlighed med arbejdet på politistationen, hvor mord fortsat skal opklares og forbrydere fanges.
I anden sæson må Dan og resten af drabsafdelingen på jagt efter gerningsmanden bag mordet på en verdensberømt rockstjerne, og en række teatralske dødsfald på en højskole leder Dan på sporet af en mistænkt i egne rækker. Der venter også en sag om et mistænkeligt dødsfald på en tidligere elitesportsmand og et jalousidrama i Helsingørs restaurationsbranche.
Anden sæson af 'Sommerdahl', der består af otte afsnit, får premiere på TV 2 PLAY og TV 2 CHARLIE søndag 28. februar 2021.