
Slaget om Tisvilde
I den attraktive badeby Tisvilde på den nordsjællandske kyst har en musikfestival splittet beboerne i to lejre. Den årligt tilbagevendende festival har vokset sig så stor, at den har forvandlet den ellers så idylliske og fredfyldte sommeroase til en by med konflikt og uforsonlighed. Spørgsmålet er, hvilken slags by skal Tisvilde være, og hvem har egentlig retten til at bestemme det?
Dansk reportageserie i fire dele af folkene bag 'Balladen om kolonihaven'. Premiere 8. juli 2025 på TV 2 og TV 2 Play
For indretningskonsulent og caféejer Sidsel Zachariassen og hendes familie er det fredelige liv midt i Tisvilde blevet en kamp imod Musik i Lejet og festivalens påvirkning af den lille, idylliske kystby. Modsat er det for ejendomsmægler og lokalpolitiker Astrid Recinella, der bor kun et par hundrede meter længere nede ad hovedgaden. Hun er frivillig på festivalen og ivrig fortaler for den – også i byrådet i Gribskov Kommune.
Astrid og Sidsel er naboer, men har aldrig talt sammen, selv om de hver især er stærke stemmer i debatten om festivalen. Og sådan er det blevet for mange i byen. De forskellige synspunkter er nærmest blevet definerende for, hvem du er, og hvem du omgås. Og for beboerne handler striden om intet mindre end, hvem der har ret til at bestemmer over selve Tisvildes identitet og fremtid.
Et fluepapir for københavnske velhavere
Tisvilde er ikke et hvilket som helst sted. Den eksklusive badeby har en stolt historie, som byen, der for 100 år siden tiltrak verdenskendte forskere, forfattere og arkitekter til det fredelige, idylliske fiskerleje. Også nu om dage tiltrækker byen filmskuespillere, kunstnere, tidligere statsministre – ja, alle, der er noget ved musikken.
Om sommeren er Tisvilde blevet et fluepapir for velhavere fra de københavnske forstæder – og ikke mindst deres børn og børns venner. I uge 29 er idyllen omdannet til et inferno af musik og larm, synes nogle. Mens andre synes, at byen bare er fyldt med liv og glæde. Både de fastboende og sommerhusejerne blander sig i den ophedede debat.
For og imod musikfestivalen
Tilhængerne af festivalen mener, at diskussionen handler om snobberi og et ønske om at bevare Tisvilde for de særligt indviede. Modstanderne derimod mener, at festivalen overtager byen, larmer og forurener, og at bagmændene udnytter byen for pengenes skyld. Tonen er ikke blevet bedre af, at en stor del af debatten foregår på sociale medier. Her bliver holdningerne skarpere og skarpere og mere og mere forbitret. Bølgerne går højt i mere end én forstand.
I serien 'Slaget om Tisvilde' følger TV 2 de beboere, der har stærke holdninger til musikfestivalen og byens fremtid. For hvilken slags by skal Tisvilde egentlig være? Og hvem har ret til at bestemme det?