Overleverne
En varm og humoristisk dramakomedieserie om at gribe livet
Premiere mandag 25. oktober på TV 2 PLAY og TV 2
'Overleverne' er en stor ensemblefortælling i seks afsnit med blandt andre Kirsten Lehfeldt, Ole Lemmeke, Jacob Lohmann og Marie Askehave.
Hvordan rejser man sig efter at være blevet tacklet af en kræftsygdom? Når man har fået så stort et chok, at man er gået i stå? Det er omdrejningspunktet i den nye dramakomedieserie 'Overleverne', der får premiere på TV 2 PLAY og TV 2 i forbindelse med 'Knæk Cancer'-ugen.
Tilbage til livet
I serien møder vi otte danskere i alderen 25-65 år, der har været igennem et cancerforløb, men nu er raskmeldte og skal tilbage til livet. De deltager i et kursus, hvor de i løbet af fem intense døgn bliver konfronteret med de bedste og værste sider i dem selv og hinanden. Men hvordan genvinder man fodfæstet efter en alvorlig sygdom? De to kursusledere er ikke enige om, hvordan det skal gøres. Skal mennesker, der er i krise, holdes i hånden, eller skal de have et hårdt skub? Kursisterne når at opleve begge dele og finder på hver deres måde modet til at forlade dem, de var, og i stedet se frem mod dem, de kan blive.
'Overleverne' er en ensemblefortælling med humor og højt tempo, der stiller skarpt på menneskers reaktioner efter en livsomvæltende krise.
Stort cast
Marie Askehave og Ole Lemmeke spiller de to kursusledere, Marlene og Niels, og de otte deltagere spilles af Kirsten Lehfeldt (Ingelise), Jacob Lohmann (Steen), Sebastian Jessen (Anders), Ari Alexander (Troels), Jeanett Albeck (Naja), Katinka Lærke Petersen (Simone), Amer Bosnjak (Benjamin) og Stine Rosenfeldt Bjerregaard (Katrine). I rollen som Rasmus, der leder kursets fysiske aktiviteter, ses Rasmus Hammerich.
'Overleverne' er skabt af Ida Maria Rydén ('Når støvet har lagt sig', 'Dicte', 'Jul i Valhal',) og Ina Bruhn ('Juleønsket', 'Håbet', 'Den som dræber reboot', 'Tinka og Kongespillet'), og Kasper Gaardsøe ('DNA', 'Dicte 3', 'Lærkevej', 'Lykke') instruerer. Serien produceres for TV 2 DANMARK af Uma Film ved producenterne Claudia Saginario ('Ulven kommer', 'Yes No Maybe') og Stinna Lassen ('Når støvet har lagt sig', 'Carmen Curlers') med støtte fra Kræftens Bekæmpelse.
'Overleverne' har premiere mandag 25. oktober på TV 2 PLAY på TV 2