Natasja Saad dør i en bilulykke i Jamaica i 2007 kun 32 år gammel. Med i bilen er veninden Karen Mukupa, som siden dødsulykken har levet med sorg og skyld over at være den, der overlevede.

I tre programmer tager Karen Mukupa os med på en personlig rejse, der gennem unikke og hidtil usete optagelser og dramatiserede nøglescener fortæller historien om hende og Natasjas tætte venskab og musikalske bånd. Undervejs rejser Mukupa tilbage til Jamaica i et håb om at konfrontere fortiden og lægge ulykken og skylden bag sig.

Ud over Karen Mukupa medvirker en lang række af de mennesker, der var tættest på Natasja, heriblandt Natasjas mor, Kirstine Saad, musikeren Pharfar og veninden Clara Kløvedal.

'Natasja for altid' indeholder en række dramatiserede scener fra Karen og Natasjas liv og markerer nogle af de vigtigste vendepunkter, der har præget Natasjas liv. I rollerne som Natasja og Karen ses skuespillerne Malaika Berenth Mosendane og Signe Thielsen. Derudover medvirker Meike Bahnsen som Natasjas mor, Kirstine.

Dokudramaserien er skabt af instruktør Maya Albana og GODT Media med støtte fra Public Service Puljen.

'Natasja for altid' kan ses på TV 2 Play og TV 2 fra torsdag 4. september.

I pressematerialet finder du et overblik over de medvirkende i dokudramaserien, generelle billeder til redaktionelt brug samt episodebeskrivelser- og billeder. Har du spørgsmål vedrørende pressedækningen af 'Natasja for altid', kan du kontakt PR-konsulent Mathias Traczyk.