Med rygsæk og rullekuffert - 2024
Vennerne Jonas Mogensen og Anders Brink Madsen sætter mageligheden på spil, når de drager afsted på en inspirerende og grøn opdagelsesrejse gennem Europa.
Premiere på TV 2 Play og TV 2 onsdag 21. august.
Kan grønnere valg på rejsen føre til uventede eventyr og en endnu federe ferie?
Det forsøger komiker Jonas Mogensen og skuespiller Anders Brink Madsen at finde ud af, når de sammen rejser gennem Europa på opdagelse efter unikke klimavenlige alternativer til danskernes traditionelle ferievaner.
Du kan rejse med duoen fra onsdag 21. august på TV 2 Play og TV 2.
Magelighed sættes på prøve
Jonas' nordjyske magelighed bliver sat på prøve og grænserne udfordres i mere end én forstand, når klimaentusiasten Anders trækker sin gode ven gennem et væld af spektakulære og grønne oplevelser.
- Jeg havde ingen ide om, hvad der ventede mig, da vi rejste fra Danmark. Men jeg var nok nået til en erkendelse af, at det kunne være meget sundt at få prøvet mine egne grænser af og komme ud af den komfortzone, jeg ellers befinder mig rigtig godt i – både mine personlige grænser, men især også grænserne for hvor meget, vi selv kan ændre vores indgroede vaner for at vende klimakrisen, fortæller Jonas Mogensen.
Vejen til grønnere valg
Rejsen, der starter i Danmarks mindste elbil, bliver en tur gennem kulturer, kulinariske udfordringer og alternative transportformer. Fra nervepirrende couchsurfing i Berlin til mysterier i Tjekkiets middelalderlige undergrund og på tomlen videre mod det ukendte.
Anders' passion for bæredygtighed og eventyr kolliderer ofte med Jonas’ magelighed. Og deres dynamik afslører, at vejen til grønnere valg er fyldt med både latter og læring.
Det giver mig et håb
- For mig er klimaforandringerne noget af det mest skræmmende i hele verden. Derfor er jeg dybt taknemlig for, at Jonas er gået med til at slippe kontrollen fuldstændig og prøve sine egne grænser af med mig ved styrepinden. For når et så traditionsbundet vanemenneske som ham har kunnet finde inspiration i vores grønne eventyr, giver det mig et håb om, at vi måske også kan skubbe bare en lille smule til danskerne imod grønnere valg på rejsen, siger Anders Brink Madsen.
Efter en angstprovokerende overlevelsestur i den slovenske bjørneskov ender Anders og Jonas’ rejse i det solbeskinnede Italien, hvor de pludselig står ansigt til ansigt med klimaforandringernes katastrofale konsekvenser.
Er Jonas klar til at sætte sin magelighed på spil for planetens skyld?