At bygge sit drømmekvarter i en gigantisk LEGO by, bygge en kreation, som er højere end vært Victor Lander og bosætte en hel planet af LEGO skabninger, er blot nogle af de udfordringer, som otte nye hold af særligt dygtige LEGO byggere stilles overfor i en ny sæson af ’LEGO Masters’ på TV 2 PLAY og TV 2.

Både børn, unge og voksne kan endnu en gang glæde sig til at se og bygge med, når fascinerende LEGO byg skal skabes på tid, hvor kun fantasien og kreativiteten sætter grænser. ’LEGO Masters’ er underholdning for hele familien, og om den nye sæson af ’LEGO Masters’ fortæller redaktør Thomas Strøbech:

- Det er igen i år lykkedes os at samle en festlig og virkelig ferm flok danske LEGO entusiaster, der konkurrerer i klodsernes hjemland. De medvirkende giver den fuld gas fra starten, så der bliver både højt humør, flot historiefortælling og en spændende konkurrence at se frem til. Man bliver aldrig for voksen til at lege og udtrykke sig kreativt, og det er LEGO Masters det perfekte program til at minde os alle sammen om, siger Thomas Strøbech.

Vært og dommer

Igen er det komiker og skuespiller Victor Lander, der som vært sætter ekstra kolorit på kampen om klodserne. Og manden, de medvirkende skal imponere, er igen den enevældige dommer Søren Dyrhøj.

Søren Dyrhøj arbejder til daglig som Design Master i LEGO gruppen og står bag en lang række meget populære LEGO sæt. Han skal ikke alene bedømme deltagernes byggerier, men også guide dem med sin viden og erfaring.

Otte par skal kæmpe

Det er otte meget forskellige par med vidt forskellige styrker, der skal boltre sig i de knap tre millioner LEGO klodser i Klodskammeret. Blandt konkurrenterne er de teknisk stærke landmænd, som er eksperter i at bygge fungerende landbrugsmaskiner i miniformat; de kunstinteresserede nordsjællandske veninder, som går op i udtryk og komposition; og præsten og programmøren, der som næsten nybegyndere kaster sig ufortrødent ind i klodskampen med masser af ideer, gå-på-mod og talent.

Fakta
'LEGO Masters' består af i alt otte programmer med premiere 3. september på TV 2 PLAY og TV 2.

Det par, der vinder 'LEGO Masters', vinder æren og det store 'LEGO Masters' trofæ. Derudover vil vinderparret blive bygget i LEGO klodser, som udstilles i 'Miniland' i LEGOLAND® Billund. Der er tre par i finalen, og deres fascinerende kreationer udstilles i LEGO® House fra oktober 2022.