18 kendte danskere har sagt ja til at spille med i 'Forræder' - et spil om sandheder og løgne, hvor kun én ting er sikker: Stol ikke på nogen! Lise Rønne er spilleder og tager imod de 18 spillere på et slot i Danmark, hvor de skal opholde sig, mens de spiller. Ved ankomsten bliver de 18 spillere i al hemmelighed opdelt i to grupper spillere, loyale og forrædere.

De loyales opgave er at afsløre forræderne, før de bliver myrdet - en efter en. Alle har de ét fælles mål, nemlig at opbygge en præmiepulje af sølv så stor som mulig. Rammen er sat - og hvad der så sker, er helt op til spillerne. Hvem kan se igennem løgne? Hvem er den bedste taktiker i spillet? Hvem løber i sidste ende med hele præmiepuljen? Og hvordan ville du selv have gjort?

- Vi glæder os til at invitere seerne med indenfor i et helt nyt underholdningsunivers, som ikke ligner noget, vi har set før på TV 2. ‘Forræder' er både et underholdende krimimysterium og samtidig et spændende socialt spil, hvor de 18 kendte danskere, spillerne, får lov til at lege med rollerne som enten dobbeltspillende forræder eller sandhedssøgende loyal, siger TV 2-redaktør Thomas Richardt Strøbech og fortsætter:

- Fordi vi, der sidder og kigger med, ved, hvordan alle kortene er delt, bliver det hele ret nervepirrende: Det er spændende at se om et bluff lykkes, om en plan slår fejl - og i det hele taget se gruppedynamikken udspille sig under pres. Så der er masser af guf til alle os mandagstrænere, der på bagkant ville have truffet nogle helt andre valg, siger Thomas Richardt Strøbech.

De 18 spillere

De 18 kendte danskere, der har sagt ja til at spille med, er håndplukkede og har vidt forskellige forudsætninger for at lykkes i spillet. De 18 er:

Naturvejleder Bjørli Lehrmann, kok Casper Sobczyk, livsstilsekspert og foredragsholder Christian Grau, YouTuber Elias Hole, gamer Jacob 'Pimp' Winneche, skuespiller Johannes Nymark, influencer Julia Sofia Aastrup, krimiforfatter Julie Hastrup, tv-vært og tidligere politiassistent Kristian Bech, skuespiller Mathilde Passer, konditor og tv-vært Mette Blomsterberg, komiker Mikkel Klint Thorius, komiker Natasha Brock, dj og tidligere model Oscar Bjerrehuus, bokser Sarah Mahfoud, journalist og forfatter Sisse Sejr-Nørgaard, jurastuderende og skuespiller Tarek Zayat og journalist og tv-vært Tine Gøtzsche.

- Min forudsætning for at vinde det her spil, det er helt klart, at jeg er en god menneskekender, siger krimiforfatter Julie Hastrup.

- Som journalist er jeg jo vant til at stille mange spørgsmål. Jeg kan godt lide at tale med andre mennesker. Jeg har tillid til, at det, de fortæller mig, er sandt, og derfor tror jeg faktisk, at jeg nogle gange godt kan blive taget ved næsen, siger journalist og tv-vært Tine Gøtzsche.

Spillet kort
Rammen for spillet er sat på forhånd - men hvad der så kommer til at ske i løbet af de otte programmer, er helt op til de 18 spillere selv. Hvordan klarer de spillets fristelser, afpresninger og afsløringer? Og hvad gør de, når dem, de stolede på i går, ikke er til at stole på næste dag?

Det Runde Bord
Hver aften mødes spillerne om 'Det Runde Bord'. Her skal de pege på den, de tror, er forræder. Den spiller, der har fået flest stemmer, skal forlade spillet. Men om det er en loyal eller en forræder, bliver først afsløret, når vedkommende er forvist. Hver nat mødes forræderne i konklavet, hvor de beslutter sig for, hvem af de loyale der skal 'myrdes' den kommende nat og dermed forlade spillet.

Hvem vinder?
Hvis der er bare én forræder tilbage blandt de sidste deltagere, vinder forræderen bunken af sølvbarrer. Hvis der derimod kun er loyale tilbage i finalen, deler de loyale den samlede præmiepulje. Præmiepuljen bliver igennem sæsonen oparbejdet ved forskellige missioner, hvor spillerne arbejder sammen for at vinde sølvbarrer til puljen.

Se alle Spillereglerne her

Spilleder:
Lise Rønne.

De 18 spillere:
Bjørli Lehrmann, Casper Sobczyk, Christian Grau, Elias Hole, Jacob 'Pimp' Winneche, Johannes Nymark, Julia Sofia Aastrup, Julie Hastrup, Kristian Bech, Mathilde Passer, Mette Blomsterberg, Mikkel Klint Thorius, Natasha Brock, Oscar Bjerrehuus, Sarah Mahfoud, Sisse Sejr-Nørgaard, Tarek Zayat og Tine Gøtzsche.

'Forræder' har premiere på TV 2 og TV 2 Play fredag 28. juli. Der er otte programmer i alt.