Efterforskningen
Ny dramaserie baseret på opklaringen af ubådssagen
Premiere mandag 28. september på TV 2 klokken 20.00 og TV 2 PLAY
’Efterforskningen’ er den medrivende og sande historie om politiets spektakulære opklaring af ubådssagen, skabt af den Oscar-nominerede danske manuskriptforfatter og instruktør Tobias Lindholm (’Borgen’, ’R’, ’Krigen’, ’Kapringen’, ’Mindhunter’).
I nært samarbejde med Ingrid og Joachim Wall, drabschef Jens Møller og specialanklager Jakob Buch-Jepsen, har Tobias Lindholm skabt en autentisk, nervepirrende og dybt rørende serie om det udfordrende og afgørende arbejde, som politibetjente, dykkere, svenske lighunde, havforskere og frivillige gjorde for at opklare drabet på den svenske journalist Kim Wall. Om hvor stort og kompliceret et arbejde anklagemyndigheden efterfølgende gjorde for at få gerningsmanden dømt.
En simpel sag - på papiret
I over otte måneder følger vi drabschef Jens Møller (Søren Malling) og hans hold af dedikerede efterforskere (Laura Christensen, Dulfi Al-Jabouri, Hans Henrik Clemensen og Anders Juul) i deres utrættelige efterforskning af det, der blev danmarkshistoriens mest omtalte drabssag. På papiret lignede det en meget simpel sag: En mand og en kvinde sejler ud i en ubåd. Manden kommer alene i land. Og da ubåden hæves finder politiet blodspor fra den unge kvinde i det ellers gennemskyllede skrog. Det viser sig dog hurtigt, at sagen ikke er helt så simpel. Der er ikke noget lig, ikke nogen dødsårsag, ikke noget motiv og ikke noget mordvåben.
Tæt på opklaringsarbejdet
’Efterforskningen’ bringer os helt tæt på Jens Møllers metodiske opklaringsarbejde. Helt tæt på svenske lighunde, der er trænet til at kunne opspore lig, der ligger langt under havets overflade. Helt tæt på strømforholdene i Øresund og Køge Bugt, helt tæt på dykkerne fra søværnets minørtjeneste og helt tæt på de udfordringer, specialanklager Jakob Buch-Jepsen stod overfor i sin kamp for at klargøre sagen til retten.
Vi kommer også helt tæt på det usædvanlige og rørende venskab, der opstod imellem drabschef Jens Møller og forældrene Joachim og Ingrid Wall (Rolf Lassgård og Pernilla August). Den viser os, hvordan mødet med Ingrid og Joachim og sagen i det hele taget, blev afgørende for Jens Møllers forhold til sin egen familie og hvorfor netop denne efterforskning blev Jens Møllers sidste som drabschef.
Tobias Lindholm
’Efterforskningen’ er skrevet og instrueret af Tobias Lindholm og kan ses som en fortsættelse af den troværdighed og det drama, der kendetegner Tobias Lindholms tidligere værker som ’R’, ’Kapringen’ og ’Krigen’, tilsat den genre-sikkerhed han tog med sig hjem fra sit arbejde på Netflix-serien ’Mindhunter’.
Serien, der er på i alt seks afsnit, har premiere mandag 28. september på TV 2 klokken 20.00 og på TV 2 PLAY.