
Den sorte svane - afsnit 6 og 7
Dokumentarserien om samarbejdet mellem den danske over- og underverden, der sidste sommer tog landet med storm, er tilbage med to nye afsnit på TV 2 og TV 2 Play.
De nye afsnit har premiere onsdag 11. juni.
Her kan du læse TV 2s pressemeddelelse om de nye afsnit
Amira Smajic, Mads Brügger og TV 2 lykkedes i de fem første afsnit af 'Den sorte svane' med at dokumentere, hvordan den danske over- og underverden samarbejder om økonomisk kriminalitet. Den dagsorden, der blev sat, og de efterfølgende konsekvenser, som dokumentaren har haft, taler sit eget sprog.
Se alle afsnit af 'Den sorte svane' på TV 2 Play.
Men det sidste ord var langtfra sagt med de fem første afsnit. For efter TV 2 publicerede dokumentaren, er det nemlig blevet offentlig kendt, at muldvarpen Amira Smajic havde et samarbejde med politiet.
Den oplysning var ikke med i de oprindelige programmer. Det var hendes eget ønske af hensyn til sikkerhed, og det efterkom TV 2. Men nu da det er kommet frem, kan TV 2 beskæftige sig med det journalistisk: For hvad brugte politiet og Amira Smajic egentlig hinanden til?
Afsnit 6: Mediespion
Efter en lang løbebane i den kriminelle underverden, blev Amira Smajic meddeler for politiet. Men det viser sig, at hendes fokus ikke alene har været på kriminelle aktiviteter. Hun har også fodret politiet med følsomme oplysninger fra frie medier – med politiets accept og tilskyndelse.
Afsnit 7: Sorteper
Nye oplysninger stiller en gammel straffesag, som Amira tidligere har lagt afstand til, i et helt andet lys. Men hvilken rolle har politiet og Amira spillet i forhold til efterforskning, retssag og domfældelse?