
Danefæ
Lene Maria Christensen og Anders W. Berthelsen i ny, intens TV 2-dramaserie.
Premiere på TV 2 Play og TV 2 søndag 15. juni
Det arkæologiske power-couple Ester (Lene Maria Christensen) og Michael Toksvig (Anders W. Berthelsen) forbereder sølvbryllupsfest på deres store landejendom midt i den smukke tunneldal sydvest for Nyborg. Selvom parret har været lykkeligt gift i mange år, har Ester altid stået i skyggen af sin mand. Michael er Danmarks mest anerkendte arkæolog, direktør for Nationalmuseet og i fuld gang med en prestigefyldt udstilling om Harald Blåtand. Ester har en langt mere beskeden ansættelse på det lille vikingemuseum i Ladby ved Kerteminde Fjord. Men nu er børnene fløjet fra reden, og Ester venter spændt på at få fondspenge til en udstilling om vikingetidens almindelige mennesker.
Et banebrydende fund
På dagen for deres sølvbryllup får Ester imidlertid afslag, og da hun midt under festen samme aften opdager, at det er Michael, der har styret Nationalmuseet ind foran Ladby og har modtaget fondsmillionerne til Harald Blåtand-udstillingen, går noget i stykker mellem dem. Michael er under politisk pres for at levere en udstilling, der kan samle landets befolkning i en truende tid. Han forsikrer Ester om, at han kun har søgt fonden som ren rutine. Men der er sået en mistro i Ester, som ikke vil gå væk. Så da hun kommer på sporet af et banebrydende arkæologisk fund, vælger hun at holde kortene tæt ind til kroppen og ikke involvere Michael.
Et opgør er uundgåeligt
Konflikten mellem Ester og Michael skærpes yderligere, da Esters fund viser sig at være et tusind år gammelt mordmysterie, der potentielt kan ændre danmarkshistorien og dermed være en bombe under Nationalmuseets Harald Blåtand-udstilling. Ester gør sit yderste for at holde fokus, så mysteriet i Tunneldalen kan blive løst, men hun er oppe imod svære odds, da Michael vil gøre alt for at sikre sin udstilling. Et opgør mellem de to er uundgåeligt, og Ester vælger at kæmpe for sin sag i stedet for at stå i baggrunden, som hun plejer.
Der er meget på spil i 'Danefæ'. Ikke kun for de to hovedpersoner, der krydser klinger i en intens og medrivende fortælling - men også for vores fælles historiske arv og de evigt dybe skel mellem land og by. Som et ekstra lag af spænding inviteres vi med ind i og helt tæt på den arkæologiske proces, hvor fortidens hemmeligheder langsomt afdækkes i jorden under os.
Optaget flere steder i Danmark
Ud over det stærke hovedcast i Lene Maria Christensen og Anders W. Berthelsen medvirker blandt andre Birthe Neumann, Fanny Leander Bornedal, Carl Tange, Petrine Agger, Jakob Cedergren, Tina Gylling Mortensen, Sara Fanta Traore, Youssef Wayne Hvidtfeldt med flere.
Lars K. Andersen er hovedforfatter på 'Danefæ', og alle seks afsnit i serien er instrueret af Dagur Kári. 'Danefæ' er optaget flere steder i Danmark - i Jylland (Jelling), på Fyn (Ladby ved Kerteminde, Syddansk Universitet samt Nord- og Østfyn) og på Sjælland (Fredensborg, Frilandsmuseet og Nationalmuseet) og er produceret for TV 2 af Uma Film ved producerne Stinna Lassen og Claudia Saginario. Serien er støttet af Public Service Puljen/DFI, FilmFyn samt Nordisk Film & TV Fond og Ministeriet for Kultur, Innovation og Videregående Uddannelser i Island.
Læs mere om Ester og Michael og download billeder her. Du kan også læse et interview med hovedforfatter Lars K. Andersen og læse om det spændende arbejde med production design på serien.