
Boksen - 2025
Ti kendte danskere kaster sig ud i en helt ny form for konkurrence på tv, hvor de ikke kender udfordringerne på forhånd. Camilla Martin er vært på programmet.
'Boksen' åbner første gang fredag 1. august på TV 2 Play og TV 2.
Forestil dig, at du står i en boks. Du ved ikke, hvor du er. Du ved ikke, hvor længe du skal være der, og du har ingen idé om, hvad der venter, når dørene går op. I TV 2s nye underholdningsprogram 'Boksen' træder ti kendte danskere bogstaveligt talt ud af en boks og lige ind i en række opgaver, hvor de hverken kender reglerne eller målet - de ved kun, at det gælder om at vinde!
Benhård konkurrence i 'Boksen'
De ti deltagere er superambitiøse konkurrencemennesker, som i den grad er vant til i deres forskellige karrierer at være forberedte helt ned til den mindste detalje, så de kan yde deres ypperste, når spotlyset tænder, eller når startskuddet lyder. Men hvem er de i bund og grund, når de må smide kontrollen, se frygten i øjnene og træde ud af 'Boksen'?
- Seerne kan glæde sig til en helt ny form for konkurrence på tv. Det bliver uforudsigeligt, underholdende og superfascinerende, for vores deltagere går vildt meget op i det og kaster sig ind i det med liv og sjæl, siger Mads Elias Højbjerg Ravn, TV 2s redaktør på 'Boksen', og fortsætter:
- I 'Boksen' står de bogstaveligt talt i blinde, og det er vildt at se, hvordan selv de mest kontrollerede, målrettede og rutinerede mennesker reagerer, når al forberedelse ryger, og de skal navigere i kaos. Under pres i de uforudsigelige rammer kommer det helt rå og ægte frem.
De ti deltagere er:
Balletdanser og skuespiller Alban Lendorf, musiker Alex Vargas, eventyrer og overdirektør Bettina Aller, tidligere kajakroer og OL-medaljevinder Emma Aastrand Jørgensen, sanger Ericka Jane, youtuber Jonas Paluch, tv-vært og sanger Katrine Bille, influencer Mascha Vang, tidligere frømand og instruktør i 'Korpset' Rune Viborg samt bryder og OL-medaljevinder Turpal Bisultanov.
Du kan downloade portrætter og reportagebilleder her (det kræver login).