Sæsonen byder på solskin og saltvand, trampolinspring, gråd, grin og hundehvalpe, på flyttekasser, nye begyndelser og storke over himlen. Nogle rejser ud, andre bliver hjemme, og atter andre flytter til en ny kommune. Men fælles for alle er håbet, der findes lige her - i børnene, i hverdagen og i det fællesskab, de skaber med hinanden.

Se de fem tidligere sæsoner på TV 2 Play

Lyngby
I Lyngby forsøger Maria og Daniel at navigere i deres meget forskellige behov som familie. Med Louies autisme og lillesøster Asta i rivende udvikling kræver hverdagen mod, fleksibilitet og nye tiltag. - Vi må jo indrette familien efter børnenes behov, siger Daniel, mens de øver sig i at skabe en hverdag, hvor alle kan være sig selv.

Djursland
På Djursland kæmper Maria og Nikolaj med hver deres virkelighed. Han forsøger at holde liv i sine restauranter i en tid med krise, mens hun kæmper med eksamenspres og høje ambitioner om at lykkes som den bedste - både som studerende og som mor til Solvej og Mathilde. - Jeg håber, mine børn får en anden ro i livet, end jeg har haft, siger Maria, mens hun finder ud af, at kærligheden ikke ligger i at klare alt, men i at stå fast, når det hele ramler lidt.

Als
På Als bøvler Lena og Mads lidt med børneopdragelsen, og de vælger at bryde et tabu og række ud efter familierådgivning for at styrke fællesskabet derhjemme. - Vi lærer, at når følelserne går højt, er der ikke nogen fornuft, siger Lena. Med nye værktøjer i hånden vokser optimismen, og det giver luft til 9-årige Malthes store drøm om at cykle 100 km på en dag, og Asmus vil med - et projekt, hele familien bakker op om.

København
Den nye familie som træder ind i 'Årgang 20' bor sammen i en lejlighed i København og består af Frederikke, Zaya og Billie, som er født i 2020. 30-årige Frederikke er pædagogmedhjælper og 38-årige Zaya er psykoterapeutstuderende - de blev gift i Frederiksberg Have i sommeren 2020.

- Det er ærgerligt, men forståeligt, at vi har måtte sige farvel til en familie på grund af skilsmisse. Heldigvis har en ny, generøs og åben familie meldt sig på banen: Frederikke og Zaya og deres skønne dreng Billie, som er født i 2020, har rigtig meget at byde på. De siger selv, at de som regnbuefamilie har savnet nogen at spejle sig i i serien. Jeg glæder mig til, at seerne skal møde dem, siger Nikolaj Daugberg, TV 2s redaktør på 'Årgang 20'.

'Årgang 20', sæson 6, har premiere på TV 2 Play og TV 2 torsdag 8. januar 2026.

Der er fire episoder i alt.

På grund af EM-håndbold er sendeplanen på TV 2s flowkanal forskudt, mens der på TV 2 Play kan ses én episode om ugen fra 8. januar.