24 stjerners julekalender - 2025
Endelig er det (snart) jul, og Melvin Kakooza er tilbage med en ny sæson af Danmarks hyggeligste juletradition, '24 stjerners julekalender' - selvfølgelig fra 1. december!
Anden sæson har premiere på TV 2 Play og TV 2 Echo mandag 1. december 2025.
Se '24 stjerners julekalender' på TV 2 Play
December bliver igen fyldt med kendte danskere, kaos og kærlige konkurrencer, når Melvin Kakooza åbner dørene til Danmarks hyggeligste julehytte i anden sæson af '24 stjerners julekalender' fra 1. december på TV 2 Play og TV 2 Echo. For julen handler ikke bare om gløgg og adventsgaver - højtiden er fyldt med trængsel og alarm, og i 24 episoder dyster 24 juleglade kendisser om, hvem der klarer julens mange udfordringer bedst.
Hvordan får man for eksempel julegaver ned i skorstenen, når man rider på en glad julegris? Hvordan danser man 'støvledance'? Og hvordan laver man flæskestegssandwich i mørke? Det gælder om at holde godt fast i julegejsten, for hver dag må en stjerne pakke sin julesok sammen og tage hjem. 24. december står kun én stjerne tilbage og funkler som 'Årets julestjerne'.
De 24 stjerner er
Skuespillerne Cecilie Stenspil, Simon Stenspil, Sebastian Aagaard-Williams, May Lifschitz og Zelma Feldman Lewerissa, landsholdslegenderne John 'Faxe' Jensen og Henrik 'Store' Larsen, forfatter og journalist Maise Njor, forfatter Glenn Bech, tv-værterne Andrew Moyo og Ibi Støving, youtuberne Jeppe Ølgaard og Lucas Christiansen, komikerne Louise Brink, David Minerba og Michael Schøt, realitystjernerne Stephanie Karma Salvarli og Philip May, podcaster Emma Thomsen, influencer Helene Bülow, sanger Sissal, kok Hannah Grant, deltager i 'Forræder - Ukendt grund' Charlotte Stang og rapper MC Clemens.
- Det er helt forrygende, at vi igen kan julehygge med 24 kendte danskere, Melvin og en række spændende gæster undervejs. Første sæson samlede danskere i alle aldre og blev taget virkelig godt imod med lige under en halv million seere i snit pr. afsnit. Forhåbentlig har vi skabt en ny juletradition - jeg tør i hvert fald godt love, at den nye sæson ikke bliver mindre underholdende, siger Mads Elias Højbjerg Ravn, TV 2s redaktør på '24 stjerners julekalender'.
Hvad nu hvis…
Mens vi venter på juleaften og på '24 stjerners julekalender', har de 24 medvirkende svaret på tre spørgsmål, der alle handler om jul. Vidste du for eksempel, at Henrik 'Store' Larsen kun synes, det er jul, hvis han får stegte sild, at Stephanie Karma Salvarli ville være 'Guld jul', hvis hun var en julesang, og at Ibi Støving ville vælge vaniljekranse, hvis hun kun måtte spise én julegodte?
Se, hvad de 24 deltagere svarer her

Vært
Melvin Kakooza er vært for julelegene, og med blid hånd og skarp timing skal han forsøge at holde styr på sine 24 kendte gæster. Undervejs får han hjælp af en række hemmelige gæstestjerner, når de lægger vejen forbi hytten. Glæd dig til at se blandt andre musikproduceren Remee, tømrer-tvillingerne fra 'Linde på Langeland', Anders og Philip Gehl Larsen, kokken Umut Sakarya og danser Mie Moltke.
Hytten huser også nytårsfest
Når julen er overstået, og 'Årets julestjerne' er fundet, venter endnu en fest i hytten, nemlig '24 stjerners nytårsknald'. Her inviterer Melvin Kakooza både nye og tidligere deltagere fra '24 stjerners julekalender' til årets allersidste realitydyst. I to episoder dyster deltagerne sammen med special guest stars Medina og Lina Rafn om, hvem der kommer bedst igennem nytårsaftens mange udfordringer.
De tidligere deltagere er Mathias Helt, Kathrine Abrahamsen, Ali Jassem, Julia Sofia Aastrup, Lisbeth Wulff og Rasmus Wallbridge. Sammen skal de forsøge at slå deltagerne fra dette års julekalender: Cecilie Stenspil, Simon Stenspil, Stephanie Karma Salvarli, Sissal, Lucas Christiansen og Emma Thomsen.
'24 stjerners julekalender', 2025, har premiere 1. december på TV 2 Play og TV 2 Echo.
'24 stjerners nytårsknald' kan ses på TV 2 Play og TV 2 Echo 29. og 30. december 2025.