Hans Pilgaard tager de to skønne og juleglade kvinder Rosa Kildahl og Sarah Grünewald med på en tur rundt i det danske juleland. Turen begynder i Kærehave Skov ved Ringsted, hvor Sarah og Rosa smager Danmarks bedste glögg og verdens bedste pebernød. Julestemningen er i top lige indtil de skal samarbejde om at fælde et juletræ og køre med hestevogn. Efter en juleøl på Refsvindinge Bryggeri på Fyn indlogerer Rosa og Sarah sig på Broholm Slot, hvor der er dømt nostalgi og julehygge for alle pengene. Veludhvilede drager de næste morgen videre til Svogstrup kro lidt uden for Silkeborg, hvor der er klassisk julemad på menuen. Turen ender i den gamle by i Aarhus, hvor nostalgien er i højsædet.