Danskeren Jacob (Mads Mikkelsen) arbejder på et børnehjem i Indien. Rigmanden Jørgen (Rolf Lassgård) vil donere penge til børnehjemmet, men det er betinget af at Jacob tager hjem til Danmark for at modtage pengene – og af at Jacob deltager i hans datters bryllup. Jacob siger ja, men ved ankomsten opdager han, at Jørgens hustru er hans gamle flamme Helene (Sidse Babett Knudsen). Brylluppet udvikler sig til en skelsættende begivenhed i Jacobs liv - og sætter ham i et kæmpe dilemma. En film af Susanne Bier (Hævnen, The Night Manager, Bird Box).