Wozniacki var seermagnet

29. oktober 2008;
Af: TV 2 Kommunikation

Den danske tennisstjerne Caroline Wozniacki trak flere seere end søndagens to topkampe i Superligaen tilsammen.

Caroline Wozniacki trak flere seere end topkampene i Superligaen tilsammen.

En søndag eftermiddag i selskab med Caroline Wozniacki var, hvad mange danskere valgte, da den danske tennisdarling spillede finale i Luxembourg mod russeren Elena Dementieva. Helt nøjagtigt blev den to en halv time lange transmission gennemsnitligt set af 354.000 danskere, mens knap 600.000  fulgte gyserafslutningen.

- Det er imponerende tal, som vi er meget glade for. Det viser Carolines ufattelige popularitet, og for os bekræfter det, at det er værd at købe rettighederne til hendes store kampe, så det gentager vi forhåbentlig, siger TV 2|SPORTENs redaktionschef, John Hansen.

Tallene bliver ikke mindre imponerende i lyset af, at det først var lørdag aften, man sikrede sig rettighederne - og at man derfor ikke havde mulighed for at annoncere kampen andre steder end på TV 2s egne platforme.

Oven i det blev der samtidig vist to topkampe fra fodboldens Superliga på TV3+, men de kunne slet ikke konkurrere med Caroline Wozniacki. Kampen mellem Brøndby og FC Midtjylland havde 130.000 seere, mens FCKs møde med OB blev set af 221.000.

Wozniacki endte i øvrigt med at tabe kampen til Dementieva efter en nervepirrende tie-break i tredje sæt.

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}