- Vi skal tage imod danskerne dér, hvor de er på vej hen

TV 2s programdirektør, Lotte Lindegaard, på Producenternes Dag: - I 2019 meldte vi os ind i klimakampen, og vi melder os ikke ud. Tiden er til, at vi godt tør tage et ansvar og være en del af en løsning. (Fotos: Ebbe Rosendahl / TV 2)

TV 2s programdirektør, Lotte Lindegaard, på Producenternes Dag: - I 2019 meldte vi os ind i klimakampen, og vi melder os ikke ud. Tiden er til, at vi godt tør tage et ansvar og være en del af en løsning. (Fotos: Ebbe Rosendahl / TV 2)

05. februar 2020;
Af: Michael Hansen, TV 2 Kommunikation

Tiden er til flere investeringer i og fokus på TV 2 PLAY, som skal være danskernes hoveddør til TV 2s indhold. Det fastslog programdirektør Lotte Lindegaard på Producenternes Dag på Kvægtorvet i Odense.

Med stor fremgang i seerandel til TV 2-familien i 2019 og en flot start på 2020 står TV 2-kanalerne særdeles stærkt. Og det giver ro til at gøre 2020 til et år med ekstra og intenst fokus på TV 2 PLAY.

- Vi skal være modige, og vi skal tænke nyt. Og vi behøver ikke spekulere på, at vi ikke må tabe et halvt sharepoint. Vi kan godt tåle at tabe lidt, når vi samtidig lykkes med at rykke brugere over på TV 2 PLAY, som skal være danskernes nye hoveddør til TV 2s indhold. Vi skal være klar til at tage imod danskerne dér, hvor de er på vej hen. Derfor er overskriften for i dag ”Vi accelererer TV 2 PLAY”, sagde stationens programdirektør, Lotte Lindegaard, da hun onsdag bød velkommen til Producenternes Dag på Kvægtorvet.

Danmarks mest dynamiske streamingtjeneste
Programdirektøren slog fast, at TV 2 PLAY vil være Danmarks mest dynamiske streamingtjeneste med en daglig puls. Foruden fiktion, comedy og reality har TV 2 PLAY nemlig fokus på nyheder, aktualitet, dokumentar og sport.

- Vi følger med i Danmark og udlandet, og vi er født med public service. Det tager vi med ind på streaming, sagde Lotte Lindegaard og fortsatte:

- Vi er public service med hjerne, hjerte, sjæl og hele kroppen, og public service er vigtigere end nogensinde i en tid, hvor vi konkurrerer med tilbud fra hele verden. Nogen skal udfolde de store dagsordener og debatter, fortælle om de ting, vi har til fælles, og engagere danskerne i demokratiet. Og det gør vi gerne. Med vores tv-nyhedsudsendelser har vi hver dag kontakt med 1,4 millioner danskere, én million er på TV2.DK dagligt, og NEWS var sidste år Danmarks tredje største kanal. Lysten til at engagere sig er uændret høj.

Programdirektøren sagde, at dagsordener kan sættes via eksempelvis dokumentarer som ’Daginstitutioner bag facaden’, underholdnings-tv og med events.

- At to mænd kan danse sammen i ’Vild med dans’ og ovenikøbet vinde, blev et vildt og stærkt billede i 2019 for danskerne - og for TV 2, som er en kanal, der gerne vil være med til at nedbryde fordomme. I 2019 meldte vi os ind i klimakampen, og vi melder os ikke ud. Tiden er til, at vi godt tør tage et ansvar og være en del af en løsning, sagde Lotte Lindegaard.

Læs også: Nyt TV 2-indsamlingsshow for naturen skal redde vilde dyr og planter

Plan- og publiceringschef Mette Rysø og indholdschef for Tv 2 PLAY og TV 2 ZULU, Sune Roland Jensen, på Producenternes Dag.

Ny, stærkt TV 2 PLAY-indhold hver dag
Producenternes Dag indeholdt også information om det indhold, som TV 2 specifikt søger til TV 2 PLAY og om den ændrede schedulering af programmer på streamingtjenesten med fokus på nye, stærke tilbud hver dag. Disse indlæg kom fra indholdschef for TV 2 PLAY og TV 2 ZULU, Sune Roland Jensen, og TV 2s chef for Plan og Publicering, Mette Rysø.

Også kanalchef for TV 2, TV 2 CHARLIE og TV 2 FRI, Dorthe Thirstrup, holdt indlæg på Producenternes Dag med særligt fokus på de programgenrer, som efterspørges til TV 2s hovedkanal.

----------

Læs også: TV 2 har passeret 600.000 abonnementer på TV 2 PLAY

Billede {0} af {1}