Valgkampe giver TV 2 NEWS den stærkeste måned nogensinde

Den direkte dialog mellem vælgere og politikere var i fokus på Valgfolkemødet i Odense søndag 19. maj, hvorfra TV 2 og TV 2 NEWS sendte fra om formiddagen til ud på aftenen. Dækningen af Valgfolkemødet gav TV 2 NEWS en af årets ti stærkeste dage. (Foto: Jens Wognsen / TV 2)

Danskerne har belønnet TV 2 NEWS for maj måneds intensive dækning af valgene til Europa-Parlamentet og Folketinget. Og NEWS-rekorderne er fortsat ind i valgmåneden juni.

Når der er valgkamp i Danmark, følger danskerne i høj grad med på tv, og denne valgsening foregår i betydeligt omfang på TV 2 NEWS. I maj 2019 – mens dækningen af valgene til Europa-Parlamentet og Folketinget har været på sit højeste – har NEWS haft sin stærkeste måned nogensinde.

Den hidtidige NEWS-rekord stammede også fra en valgmåned, juni 2015, hvor der senest var valg til Folketinget.

- På TV 2 NEWS elsker vi valg, og i år har vi fået en ekstra lang valgkamp og to valg umiddelbart efter hinanden. Det er særdeles glædeligt, at danskerne så markant har bakket op om NEWS’ intensive dækning af dansk og europæisk politik, siger Ulla Pors Nielsen, der er chef for TV 2 Event og for TV 2 NEWS.

I maj 2019 var TV 2 NEWS Danmarks tredje mest sete kanal efter hovedkanalerne TV 2 og DR1. Knap seks procent af danskernes tv-forbrug foregik på TV 2 NEWS, mens seerandelen for TV 2 CHARLIE, DR2 og TV3 lå på cirka 4,6 procent (samme niveau som i 2019 som helhed).

Siden valget til Folketinget blev udskrevet, har TV 2 NEWS øget sin andel af danskernes tv-sening med cirka 25 procent. Her er tale om en seervækst til NEWS, der ligger ud over den klare fremgang, som kanalen allerede havde skabt i årets første fire måneder.

TV 2 NEWS-rekorderne er fortsat ind i folketingsvalg-måneden juni. Tirsdag 4. juni er nu TV 2 NEWS' stærkeste dag i mere end fem år - og næststærkeste dag nogensinde - med en seerandel på 10,4 procent. Valgdagen 5. juni er NEWS' femte stærkeste dag i kanalens 12½-årige levetid.

Ulla Pors Nielsen er chefredaktør for TV 2 NEWS. (Foto: Miklos Szabo / TV 2)

Fokus på mødet mellem vælgere og politikere
Årets valgprogrammer på TV 2 NEWS har haft særligt fokus på vælgernes møde og dialog med politikerne. Både TV 2 og NEWS har i stort omfang ladet danskerne stille spørgsmål til politikerne i debatprogrammer som ’Topmøde’, ’Højlunds Forsamlingshus’, ’Seerkrydsild’ og ’Danmarkspanelet’ samt i de tv-transmitterede debatmøder fra hele landet.

Det var med samme fokus – og med ønsket om at forny den levende, demokratiske debat – at TV 2 søndag 19. maj gennemførte sit succesfulde Valgfolkemøde i Odense, hvorfra TV 2, TV 2 NEWS, TV 2 Regionerne og TV 2 PLAY sendte politisk debat fra formiddag til aften.

Herudover har TV 2 NEWS nørdet politik og valg i andre programmer som ’Tirsdagsanalysen’, ’Lørdagsanalysen’, ’Besserwisserne’ og ’Kampagnesporet’.

- Den markante fremgang til TV 2 NEWS i maj viser, at vi har ramt den rigtige balance i vores dækning. Der er al mulig grund til stolthed hos de mange medarbejdere hos TV 2, TV 2 NEWS og TV 2 Regionerne, som i den seneste måned har dækket valgkamp døgnet rundt, siger Ulla Pors Nielsen.

TV 2 NEWS’ fremgang i valgkampen er så markant, at det har rykket på rækkefølgen blandt de største kanaler i år. Ikke alene i maj, men også set over de første fem måneder af 2019 er NEWS Danmarks tredjestørste kanal efter TV 2 og DR1.

-------

Læs også:

TV 2 NEWS stormer frem i valgkampen