Værtsrokade på NEWS

Søren Lippert og Charlotte Beder er et af værtsparrene i eftermiddagsprogrammet 'NEWS & Co.'. Fra oktober vil seerne på skift møde tre værtspar i programmet - nemlig (foruden Lippert og Beder) værtsparrene Janni Pedersen og Anders Havndrup samt Karen-Helene Hjorth og Uffe Tang. (Foto: Claus Troelsgaard / TV 2)

Endnu et makkerpar er på vej til succesprogrammet ’NEWS & Co.’, og ’Besserwisserne’ får ny vært fra oktober.

Der er nye ansigter på flere af TV 2 NEWS’ programmer fra oktober. Det sker, fordi NEWS-vært Troels Mylenberg fra 1. oktober flytter til TV 2s Christiansborg-redaktion som politisk redaktør.

Værtsrokaden betyder, at det fremover bliver NEWS-vært Anders Havndrup, der sidder ved siden af Janni Pedersen i ’NEWS & Co.’ Det debatterende ’NEWS & Co.’, der blev igangsat i 2017 og har haft konstant seerfremgang siden da, fortæller dagens vigtigste nyheder og sætter dem i perspektiv og til diskussion sammen med et panel i NEWS-studiet.

Det andet ’NEWS & Co.’-par Charlotte Beder og Søren Lippert fortsætter uændret, og samtidig tilføjes et nyt og tredje værtspar: Karen-Helene Hjorth og Uffe Tang.

NEWS-vært Anna Ingrisch bliver fra oktober vært på kanalens politiske magasin 'Besserwisserne'. (Foto: TV 2)

Ny vært på ’Besserwisserne’
Udnævnelsen af Troels Mylenberg til politisk redaktør betyder også, at TV 2 NEWS’ politiske magasin ’Besserwisserne’ skal have ny vært.

Værtsjobbet på ’Besserwisserne’ overtages fra oktober af TV 2 NEWS-vært Anna Ingrisch, der kom til kanalen tidligere i år fra jobbet som morgenvært på Radio24syv. Anna Ingrisch har desuden tidligere arbejdet på DR - både på 'Deadline' og på P1 og P3.