
TV 2 har lørdag 19. december dansk tv-premiere på "Tempelriddernes Skat II".
Christian Heldbo Weinberg som Nis, Nicklas Svale Andersen som Mathias, David Owe som Sven, Frederikke Thomassen som Fie og Julie Grundtvig Vester som Katrine i den danske familiefilm "Tempelriddernes skat II" fra 2007.
Lørdag 19. december har TV 2 dansk tv-premiere på familiefilmen "Tempelriddernes Skat II", der blev set af flere end 200.000 danskere i biograferne i foråret 2007.
Handlingen begynder, da den 14-årige Katrine (Julie Grundtvig Wester) skal på sommerferie med sin far Christian (Peter Gantzler) på Bornholm, og her bliver faderen pludselig kidnappet under mystiske omstændigheder.
Katrine tror, at kidnapningen kan have noget at gøre med faderens forbindelse til Tempelriddernes Orden, og sammen med sine venner sætter hun alt ind på at befri ham.
Sporerne peger mod middelalderbyen Visby på den svenske ø Gotland, og her forsøger børnene nu både at finde Katrines far og en forsvunden skat fra middelalderen. Det bliver to meget farlige opgaver, for det frygtede Sorte Broderskab gør alt, hvad de kan for at stoppe børnene.
Blandt de medvirkende er i øvrigt David Owe, Christian Heldbo Wienberg og Kurt Ravn. Filmens manuskript er lavet af Søren Frellesen og Philip LaZebnik, mens filmen er instrueret af Giacomo Campeotto.