TV 2 styrker de sene aftentimer

22. september 2010;
Af: TV 2 Kommunikation

Nyt late night-show med Anders Breinholt, en mere dynamisk og moderne nyhedsblok kl. 22 og unikke, danske egenproduktioner. Det er TV 2s nye tilbud i den styrkede programflade late prime.

Programdirektør Palle Strøm.


Seerne kan glæde sig til mandag 27. september klokken 22. Her går TV 2s nye late prime i luften med en styrkelse af programmerne, som betyder, at seerne får unikt, danskproduceret tv på TV 2’sk hver aften.

- Nu vækker vi late prime til live. TV 2 er rigtigt stærk i primetime, og på det seneste har vi udviklet mange nye hits som ”Danmark ifølge Bubber”, ”Lærkevej” og ”Live fra Bremen”. Men med den konkurrence, der er i dag, skal vi være lige så levende og dynamiske efter klokken 22, som vi er i primetime. Og vi skal give seerne noget, de ikke får på andre kanaler, siger TV 2s programdirektør, Palle Strøm, og tilføjer:

- Drevet af vores stærke nyheder og sport vil vi trække folk over til de sene timer med kendte, danske programmer og som noget helt nyt vores daglige late night-show med Anders Breinholt.

NYHEDERNE efterfølges af danske egenproduktioner
I det velkendte 22-bånd bliver SPORTEN og VEJRET en del af NYHEDERNE, som går direkte over i de regionale nyheder. Herefter får seerne faste danske egenproduktioner.

Mandag er det TV 2s populære fodboldmagasin, ”Hutlihut”, tirsdag kan seerne glæde sig til ”Station 2 Politirapporten”, onsdag er der reportage i ”Kaos i Skagen”, og torsdag byder TV 2 fortsat på det prisvindende sportsmagasin ”LPS”.

Efter de danske egenproduktioner følger hver dag det nye late night-show ”Natholdet” med Anders Breinholt som vært. Han får hver dag selskab af en medvært, og sammen sætter de dagens begivenheder og verdens forunderligheder under lup.

- Programmer i den sene aftenflade har mere kant, fordi de fleste ser tv på en lidt mere løssluppen måde. Derfor tror vi, Anders Breinholts satiriske blik på verden vil passe seerne rigtig godt omkring klokken 23, siger Palle Strøm og tilføjer:

- Vi skal sætte et tydeligt aftryk på den sene del af tv-aftenen. Derfor er de satsninger, der kommer nu, en del af en strategi, der rækker et godt stykke ind i fremtiden.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}