TV 2 sender flest førstegangsudsendelser

TV 2 sendte i 2011 over 2.800 timers førstegangsudsendelser – flere end nogen anden kanal. Tallet ser ud til at vokse betydeligt i 2012.

"Voice - Danmarks største stemme" var et af TV 2s nye programmer i 2011, og den store sangkonkurrence fortsatte i de første måneder af 2012. En ny sæson er på vej til skærmen i efteråret 2012. (Foto: Per Arnesen / TV 2)


TV 2 var igen i 2011 den danske tv-kanal, der sendte flest førstegangsudsendelser til danskerne. Dermed fortsatte TV 2 sidste år tendensen fra de seneste mange år, hvor TV 2 også har været kanalen med flest førstegangsudsendelser.

I 2011 sendte TV 2 over 2.800 timers førstegangsudsendelser, mens det tilsvarende tal for DR1 var knap 2.400 timer. Udsendelserne fra TV 2-regionerne, som også kan følges på TV 2s programflade, er ikke medregnet i opgørelsen af TV 2s timer.

- I en betydelig del af året består TV 2s programplan mellem klokken 18.00 og cirka 23.45 – det tidspunkt, hvor flest danskere ser fjernsyn – af rene førstegangsudsendelser bortset fra nogle film og enkelte danske genudsendelser. Med nye programmer som ”Natholdet”, danske reportageprogrammer klokken 22.30, ”Live fra Bremen” og ”Den blinde vinkel” har vi sikret, at TV 2s førstegangsudsendelser varer til hen imod midnat på mange af årets dage, siger TV 2s programdirektør, Palle Strøm.

TV 2 er også den hovedkanal, som sender klart flest timers nyhedsudsendelser. Man kan læse mere om bl.a. programfordelingen på TV 2 i TV 2s public service-redegørelse 2011.

En af begivenhederne i TV 2s store sportssommer er EM i fodbold med deltagelse af Danmark og Nicklas Bendtner. (Foto: Anders Kjærbye / TV 2)


Udsigt til flere førstegangsudsendelser og færre genudsendelser
I 2012 har TV 2 kurs mod endnu flere førstegangsudsendelser. Det skyldes bl.a., at TV 2 i år igangsatte flere nye sæsoner og nye danske programmer tidligere end sædvanligt.

Hertil er kommet nye weekendprogrammer på TV 2 i form af ”Weekend Weekend” og ”Voice – Danmarks største stemme”.

2012 bliver også et af de største sportsår på TV 2 nogensinde med EM i herrehåndbold i januar som årets første store sportsbegivenhed.

Senere i 2012 sender TV 2 også fra bl.a. EM i fodbold, OL i London, Tour de France, EM i kvindehåndbold, Le Mans og Giro d’Italia, der indledes med tre etaper i Danmark.

- Jeg har en klar forventning om, at TV 2 kommer til at sende endnu flere førstegangsudsendelser i 2012, og at antallet af genudsendelser falder. Det skyldes både nye danske programmer og det meget store sportsår, siger Palle Strøm.

--------------------------------

Læs også om 2011:

TV 2: Rekord for dansksproget tv i 2011

TV 2 sender flest førstegangsudsendelser

Seerfremgang til TV 2-familien

Fantastisk år for TV 2s nichekanaler