TV 2 og TV 2 NEWS dækker Folketingets åbning

Både TV 2 og NEWS varmer op til åbningstalen – og sørger efterfølgende for kommentarer fra politiske venner og modstandere.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt. (Foto: Agnete Schlichtkrull)

En ny politisk sæson begynder tirsdag 7. oktober kl. 12.00, når statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) holder åbningstale og dermed igangsætter et nyt folketingsår. Denne festdag for demokratiet dækkes tæt af både TV 2 og TV 2 NEWS.

Allerede fra morgenstunden varmer TV 2-kanalerne op til åbningstalen i NYHEDERNE og ’Go’ morgen Danmark’. Fra kl. 11.00 er Cecilie Beck vært, og sammen med TV 2s politiske redaktør, Anders Langballe, politisk kommentator Hans Engell og et hold af reportere sender TV 2 og NEWS fra Vandrehallen på Christiansborg.

Efter folketingsåbningen får statsministerens tale masser af kommentarer med på vejen fra politiske venner og modstandere og fra kommentatorer i TV 2-studiet i Vandrehallen.

Senere på dagen følger TV 2 og NEWS dækningen op i kanalernes nyhedsudsendelser, og TV 2 NEWS sender kl. 18.10 det politiske magasin ’Mogensen & Kristiansen’, hvor Anne Vig interviewer kommentatorerne Peter Mogensen og Michael Kristiansen.