TV 2 og NEWS dækker midtvejsvalget hele natten

Sammen med flere af TV 2s korrespondenter dækker Jesper Steinmetz midtvejsvalget fra flere steder i USA hele natten igennem. (Foto: Adam Jandrup / TV 2)

Sammen med flere af TV 2s korrespondenter dækker Jesper Steinmetz midtvejsvalget fra flere steder i USA hele natten igennem. (Foto: Adam Jandrup / TV 2)

05. november 2018;
Af: Michael Hansen, TV 2 Kommunikation

Tirsdagens midtvejsvalg er udråbt til at være et af de vigtigste valg nogensinde i USA, og både TV 2 og TV 2 NEWS dækker valget fra tirsdag og gennem hele natten og onsdag morgen.

Donald Trump er ikke på valg, men alligevel handler midtvejsvalget i USA tirsdag 6. november mere om præsidenten end om noget andet emne – både for Demokraterne, som kæmper fra hus til hus for at sikre et demokratisk flertal i mindst ét af Kongressens to kamre, og for Republikanerne, som slås for at besvare partiets flertal i begge kamre.

Midtvejsvalget 2018 er udråbt til at være et af de vigtigste i USA nogensinde, og det afspejler sig også, når TV 2 og TV 2 NEWS dækker valget i løbet af tirsdagen og gennem valgnatten og onsdag morgen. Fra tirsdag aften sender TV 2 og TV 2 NEWS direkte hele natten og morgenen igennem med Astrid Berg og Allan Silberbrandt i NEWS-studiet og med stærke reportere, værter og korrespondenter flere steder i USA.

USA-korrespondent Jesper Steinmetz følger Donald Trump, Ulla Terkelsen og Poul Erik Skammelsen rapporterer fra Washington DC, Rasmus Tantholdt sender fra Texas, mens Jesper Zølck rapporterer fra Californien.

- Det sker jævnligt, at kandidater og partier udråber et valg til at være det vigtigste i mands minde, men denne gang er det virkelig spændende. Midtvejsvalget er den første, store afstemning efter chokvalget af Donald Trump for to år siden. Trump kalder det selv et valg om hans person og præsidentskab, og det skal nu vise sig, om præsident Trump har lige så godt fat i sine vælgere, som kandidaten Trump havde i november 2016. Er der noget, Trump har vist, er det, at han kan overraske. Så det bliver på alle måder en spændende valgnat for hele verden, siger chefredaktør Ulla Pors Nielsen, TV 2 NEWS.

Selve valgnatten indledes på TV 2 NEWS umiddelbart efter samsendingen af 22 Nyhederne, mens valgnatten på TV 2 begynder klokken 23.15 – efter tirsdagens udgave af ’Natholdet’.

Følg midtvejsvalget i USA på både TV 2 og NEWS fra tirsdag aften og hele natten igennem. (Logo: TV 2)

Billede {0} af {1}