
Jacob Kwon er nyhedschef på TV 2 og chef for nyhedsudsendelserne på TV 2s hovedkanal. (Foto: Per Arnesen / TV 2)
Årsskiftet har budt på store ændringer i tv-landskabet og en anderledes konkurrence på nyhedsområdet. TV 2s tre store nyhedsudsendelser i aftenfladen er kommet godt i gang med 2020, og også sportens udsendelser har fremgang i en periode med vigende tv-sening.
Årsskiftet 2019-2020 gav væsentlige ændringer i tv-landskabet, og det smitter ikke alene af på tv-kanalernes indbyrdes styrke. Ændringerne har også betydning for danskernes nyhedssening, hvor TV 2s tre store nyhedsudsendelser klokken 18.00, 19.00 og 21.30 er kommet godt i gang i 2020.
Især 18 Nyhederne er vokset markant i både seertal og seerandel i de første ni unger af 2020 i forhold til samme periode af 2019. Udsendelsen samsendes på TV 2 og TV 2 NEWS, hvor 18 Nyhederne har løftet sin samlede seerandel fra 38 til 46 procent. Seertallet i tusinder er vokset fra 388.000 i begyndelsen af 2019 til 448.000 i begyndelsen af 2020.
- Det er en bemærkelsesværdig og meget glædelig stigning i en periode, hvor den generelle sening har været vigende, siger nyhedschef Jacob Kwon.
En væsentlig del af forklaringen på 18 Nyhedernes fremgang kan tilskrives DR1’s lukning af TV Avisen 17.50, hvorefter de nyhedsinteresserede i endnu højere grad vælger 18 Nyhederne på TV 2 og TV 2 NEWS.
Søjlediagrammerne og graferne viser seerudviklingen fra begyndelsen af 2019 til begyndelsen af 2020. Graferne viser seerandelen (share) på udsendelserne henholdsvis eksklusive og inklusive seningen på NEWS, mens søjlerne viser seertallene i tusinder. Som der fremgår, har alle TV 2s tre aftenudsendelser højere seerandel i 2020, og seertallene i tusinder er vokset for to af tre udsendelser. (Kilde Seer-Undersøgelsen i Danmark)
19 Nyhederne er mest sete nyhedsudsendelse
Generelt er nyhedsudsendelser relativt modstandsdygtige, når tv-forbruget falder. Det skyldes, at flere af de store nyhedsudsendelser har en fast seerskare – ofte bestående af et lidt ældre publikum.
Det gælder blandt andet 19 Nyhederne, der omtrent har fastholdt sit seertal i et vigende marked, og som i begyndelsen af 2020 har øget sin seerandel fra 39 til 40 procent på TV 2 og TV 2 NEWS tilsammen.
- Efterhånden ligger de største nyhedsudsendelser på TV 2 og DR1 ganske tæt seermæssigt, men 19 Nyhederne er også i begyndelsen af 2020 Danmarks mest sete nyhedsudsendelse, siger Jacob Kwon.
Ændret konkurrencesituation for 21.30 Nyhederne
21.30 Nyhederne på TV 2 oplever også stigende seertilslutning og voksende seerandel, og her er forklaringen især, at den direkte konkurrence med TV Avisen er stoppet i 2020.
Seertallet til 21.30 Nyhederne er vokset fra 341.000 i snit i de første ni uger af 2019 til 364.000 seere i samme periode af 2020 – på TV 2 og TV 2 NEWS tilsammen. Seerandelen er øget fra 20 til 24 procent. Sammenligningen mellem de to år er dog ikke helt entydig, idet TV 2s sene nyhedsudsendelser i 2019 blev sendt klokken 22.00 i næsten hele januar og først ændrede sendetidspunkt til klokken 21.30 pr. 28. januar sidste år.
- Vi kan se en tendens, hvor nyhedsseningen flytter til den tidlige aften, men den øgede tilslutning til 21.30 Nyhederne viser, at der stadig er rigtig mange, der gerne vil opdateres sidst på aftenen, siger Jacob Kwon.
Samlet set er der omkring 1,2 millioner danskere, der dagligt ser nyhedsudsendelserne på TV 2s hovedkanal.
- Behovet for at få troværdig og relevant nyhedsdækning om aftenen er stadig meget stor, og her er vi tilfredse med, at flest vælger at få behovet dækket på TV 2, siger Jacob Kwon.
Søjlediagrammet viser seertilslutningen til sportsnyhederne fra TV 2, hvoraf mange udsendelser samsendes på TV 2 og TV 2 NEWS. For stort set alle sportsnyhedsudsendelser gælder det, at de har stigende seertal i tusinder i starten af 2020 i forhold til samme periode af 2019. (Kilde: Seer-Undersøgelsen i Danmark)
Også stigende seeropbakning til 'Sporten'
Det er ikke alene de almene nyhedsudsendelser fra TV 2, som har fået en god start på 2020. Det samme gælder sportsnyhedsudsendelserne ’Sporten’, som i mange af dagens udgaver sendes på både TV 2 og TV 2 NEWS. TV 2s kanaler er de eneste, som sender daglige sportsnyheder på tv.
Som det fremgår af graferne herover, har alle udgaver af ’Sporten’ bortset fra lørdagsudsendelsen klokken 19.45 stigende seertal i begyndelsen af 2020 i forhold til samme periode af 2019. Også denne fremgang er sket i en periode med et vigende tv-forbrug.